Spørgsmål
Hej DMK
Jeg har i forvejen to hanner, som er brødre, og de bliver 3 måneder i december. Jeg er på udkig efter to hunner, hvor jeg gerne vil bruge den ene til at få unger for første gang. Hunnerne er begge 5 måneder, hvilket er minimumsalderen for unger (anbefalet). Jeg er dog i tvivl om hvor gamle en han bør være, før man bruger ham til avl?
Mvh Bonnie Pedersen
Svar
Hej Bonnie
Jeg vil anbefale dig at vente til de er min. 6 måneder, og gerne længere. Der er flere årsager til dette: At blive sat i avl (eller kastreret og sat sammen med en hun) betyder at hannen skal bruge meget energi på at kurtisere og parre hunnnerne. Det tager noget energi han ellers skulle bruge til at vokse på. Men endnu vigtigere er at du ikke kan vide om din han er sund og rask allerede ved 3 måneders alderen. Når jeg råder dig til at vente noget længere, er det for at du kan se om han når at udvikle tandfejl eller urinvejsproblemer eller andre sygdomme, som ikke er ønskeligt at føre videre i avlen.
Det samme gør sig gældende for hunnerne. Godt nok har vi hos hunnerne også en deadline i den anden ende som hedder 10 måneder (for at de kan nå at føde inden de bliver 1 år, hvor bækkenet begynder at blive stift), men de bør stadig ikke sættes i avl før de er 6-8 måneder.
Husk, at hvis først du sætter dine hanner til hun, er det ikke sikkert de vil kunne gå sammen bagefter.
Venlig hilsen Christina Vildershøj Jensen