Spørgsmål:

Hejsa. Har i lørdags været hos en privat opdrætter og købe en han unge han er meget bange når vi har ham ude så spæner han rundt på os det virker nærmest som om han bare vil væk og idag der bed han mig ( hvorfor det ) prøver lige så stille og stikke min hånd ind til ham hvilket resultere i han spæner rundt i buret og har idag hoppede han op af tremmerne (det har jeg godt nok aldrig set før)  har aldrig haft et så skræmt marsvin hvad skal jeg gøre… Håber i har nogle råd.. Mvh karina

Svar:

Hej Karina

Det lyder som om dit marsvin er meget lidt tamt, og det kommer til at kræve en god portion tålmodighed at få ham gjort tam.

Tag ham ud og sid med ham på skøddet, gerne med et lille tæppe eller håndklæde han kan gemme sig i i starten, og bare sid stille og roligt med ham til han falder til ro. Evt. prøv at lokke ham med godbidder, f.eks. agurk, men forvent ikke at han spiser det lige i starten.

I buret gælder det om at bruge en fast hånd, og ikke snige sig ind på ham, da det kan komme til at skræmme ham endnu mere. Ikke at du skal jage hånden ind efter ham, men heller ikke liste for meget. Bare en jævn, rolig bevægelse. Tænk også på at marsvin ofte er bange for det der kommer fra oven. Snak til ham når du skal tage ham ud, så han ved du er der.

Har han en makker i buret? Marsvin er meget sociale, og en makker kan betyde meget for at han falder til ro og stresser mindre. Finder man en makker der allerede er tam, kan det smitte meget af på ham, så han selv bliver roligere. Så kan man evt. også tage dem ud samtidig, så han også lærer at det er ok at sidde hos dig, ved at den anden er rolig hos dig.

Det er sjældent at marsvin bider. Selvfølgelig kan det være pga. angst, men det kan også skyldes at han har ondt, f.eks. pga. skab. Hvis han bider efter dig når du rører ham, så prøv at tjekke ham igennem for om hans hud og pels ser ok ud. Klør han sig? Har han bare pletter eller sår? Hvis det er tilfældet, skal han en tur til dyrlægen.

Venlig hilsen Veterinærsygeplejerske Christina Vildershøj