Spørgsmål
Hej brevkasse.
Jeg har et spørgsmål. Vi har 2 han marsvin, en stor sort skinny og en lille langhåret albino. Hvis vi godt vil have dem ud og gå hele sommeren og hvis min man isolere selve huset når han bygger det, sådan så vi kan lukke løbegården af om natten, kan de så gå ude hele sommeren, nat og dag?
Hvilke forholdsregler skal vi ellers tage os hvis de bor ude, ved at skinnen skal have solcreme på, men hvor mange gange dagligt og er der noget vi skal være ekstre opmærksomme på og er der noget omkring vores langhåret albino?
Håber på svar. Mvh Sussi
Svar
Hej Sussi
Når I bygger jeres udendørs bur, så skal I sørge for at de kan søge ly et sted hvor temperaturen ikke når under 10 grader, ideelt set ikke under 13 grader. Dvs. det hus I isolerer, skal kunne holde temperaturen også om natten.
Det er rigtigt at det er en god idé med solcreme til skinnyen. Jeg tænker at det holder på dem som på os andre, dvs. høj faktor kan give længere tid i solen, men man skal stadig holde øje med at de ikke bliver forbrændte og det er meget vigtigt at dele af buret er afskærmet fra solen, så de ikke får hedeslag. Din hvide langhårede er også meget udsat på de nøgne steder, dvs. på ørerne, og bør også få en klat solcreme der. Det vil nok være mest praktisk for din langhårede at blive klippet kort, så pelsen ikke så nemt filtrer med det der nu er i løbegården, og ikke så nemt suger fugt om natten.
Venlig hilsen Veterinærsygeplejerske Christina Vildershøj