Spørgsmål:
Hej. Vi har to hunner. De er ca. 1.5 år, er ikke søskende og har været sammen siden næsten små. I perioder kan jeg godt være i tvivl om de fungerer godt sammen! De slås ikke. Men den ene er ofte efter den anden. Den bider den ikke. Men er tæt på den så den anden hyler op. Nogen gange tisser, den der bliver kanøflet, på den. Der kan være dage, hvor det hykleri ofte er der. De ligger aldrig sammen. Men de er flokdyr. Og skal jo helst ikke være alene. Men vi kan ikke finde ud af om de trives sammen. Vh. Trine
Svar:
Hej Trine
Det er ikke helt unormal adfærd du ser der. Hunner skal også etablere et hierarki, og den der ligger i bunden kan godt nogle gange udvise en lidt hysterisk adfærd og hyle højt, som om de foregriber at den anden vil gøre dem ondt, uden at der nødvendigvis er hold i det. Det kan være irriterende at høre på, men så længe de ikke slås vil jeg ikke være så bekymret. Sørg for at der er nok ressourcer til to, dvs. to huse, evt. to madskåle, hø to steder, sådan at den der er nederst i hierarkiet ikke skal holdes væk fra en ressource af den anden. De er måske ikke det ideelle par, men jeg ville hellere holde dem sammen end hver for sig, så længe det ikke er værre end det, for som du siger, så har marsvin brug for en flokfælle. En mulighed for at få lidt mere ro på, kan være at få en kastreret han, der så naturligt vil tage førerpladsen i flokken.
Venlig hilsen Veterinærsygeplejerske Christina Vildershøj