Spørgsmål
Jeg er den lykkelige ejer af to hun marsvin frk Mus på 13 uger og fru Vimse på 9 uger, har haft begge marsvin siden de var otte uger gamle, problemet er at Mus vil slikke Vimse bagi, meget af tiden, selvom Vimse løber væk og sparker bagud, hvad kan jeg gøre for at afhjælpe dette problem, er helt sikker på at det er to damer jeg har.
Hilsen Anita
Svar
Hej Anita
Det er ikke så længe siden jeg har hørt om nøjagtig samme adfærd hos et andet marsvin og set videooptagelser af det. Her opdagede ejeren efter lang tid at marsvinets fordøjelsessystem var i uorden og at hun simpelthen var desperat efter at få sunde pøller at spise. Marsvin spiser jo en del af deres afføring. Maden skal igennem mave-tarmsystemet flere gange, før de har udnyttet den maksimalt, og derfor spiser de de første blødere pøller.
Det er meget muligt at Mus’ mave-tarmsystem ikke fungerer godt nok, og at hun derfor forsøger at få fat i Vimses pøller. Da det er så desperat en adfærd som det er, vil jeg råde dig til at søge en marsvinekyndig dyrlæge, så du er sikker på at Mus får den helt rigtige behandling. Jeg tror du skal se nøje på hvad du fodrer med. Den optimale fodring vil være masser af hø og godt grønt, og kun lidt tørfoder, som helst skal være i høj kvalitet. Men lige nu kan det være at Mus ikke lige kan klare at skifte over til at få masser af grønt, så det du skal starte med er at få styr på hendes mave. Her kan dyrlægen forhåbentlig hjælpe dig med råd og du vil formentlig samme sted kunne købe fodertilskud til genoprettelse af en normal tarmflora hos gnavere. Eksempler kan være Fiberplex pasta og Profibre foderpiller, men jeg synes du skal få dyrlægens råd først, så du er sikker på Mus får den rigtige behandling.
Det kan selvfølgelig også være at hun er lidt hormonel og meget interesseret i at lugte til Vimse, men så burde det ikke stå på konstant, og hun ville formentlig også rende rundt og forsøge at parre eller lægge op til parring. Den adfærd du beskriver er så lig det andet eksempel at jeg ville vælge at undersøge den værste mulighed først, nemlig at mave-tarm-systemet ikke fungerer.
Venlig hilsen Christina Vildershøj Jensen