Spørgsmål
Hjælp
Hvad skal jeg gøre? Mit højtelskede marsvin Knut er ved at drive mig til vanvid. Han skriger og skriger hele tiden, når jeg ikke har ham oppe. Selv når jeg skal vaske tøj eller gå på toilettet, skal han med.
Han har en kæreste (Dina), men hun er ofte efter ham, så jeg må have ham op igen.
Jeg føler mig ofte som en kængurumor, sådan som jeg må slæbe rundt på ham. Nytårsaften var de begge meget bange.
Han blev fundet i en papkasse i sneen og blev afleveret til et internat, hvorfra jeg hentede ham.
Susan Bjerre
Svar
Hej Susan
Det er ikke helt normalt at marsvin skriger efter at blive taget op. Hvis de gerne vil have mad eller føler sig alene siger de en høj pivende lyd, som lyder lidt sådan ”uiiit, uiiit, uiiit”. Hvis det er sådan han siger, så kan det godt være at han rent faktisk vil have opmærksomhed fra dig, men det kan også være at det han egentlig ville var at få lidt godbidder. Hvis du så hver gang tager ham op (eller giver ham godbidder), så forstærker du hans adfærd og fortæller ham egentlig at han får noget ud af at hyle højt. Hvis du gerne vil dæmpe hans adfærd skal du i stedet ignorere ham når han hyler, og først når han ikke hyler (og ikke har hylet de sidste fem minutter, mindst) give ham godbidder eller grønt eller hvad det nu er han ønsker.
Hvis den lyd han siger ikke er det ivrige ”uiiit, uiiit”, men i stedet et mere hysterisk hvin og det kommer lige efter at hunnen Dina har været efter ham, så skyldes det nok snarere at hun har været efter ham og han forsøger at kommunikere til hende at han ikke kan lide hun kommer så tæt på eller bider efter ham eller hvad hun nu gør. Det er igen heller ikke helt så normalt at en han bliver domineret af en hun, men det kan godt ske, især hvis der er tale om en lille og svag han. Her kan det hjælpe at forstærke hans selvtillid ved at kæle med ham og vise ham opmærksomhed, og gøre hende mere ydmyg ved måske i nogle dage at holde hende i et bur for sig selv, hvor du ikke viser hende opmærksomhed, men bare sørger for at hun får foder og vand og hvad hun behøver. Herefter kan du sætte dem sammen igen (på neutral grund, f.eks. i løbegård eller på gulvet), og se om Knut får lov at være manden i forholdet igen. Man kan også give dem pauser fra hinanden flere gange og sætte dem sammen, for det er ikke altid at det går perfekt første gang. Det er ikke sikkert det virker i sidste ende, og så må du gøre op med dig selv om de kan enes godt nok til at være sammen fortsat, hvis det virker som om Knut ikke trives med det.
Du kan nok se, at du først må tyde hvad det er for en slags hvin Knut kommer med: er det madhylet/opmærksomhedshylet, eller er det Dina han reagerer på. Og først når du ved det, kan du prøve at gøre noget ved det.
Venlig hilsen Christina Vildershøj