Spørgsmål
Hejsa

Jeg har et spørgsmål som vedr. sammensætning af to marsvin.

Vi har haft to marsvin, ca. 1 år gammel. De var begge hunner og søskende. Der er desværre sket det, at det ene gik hen og døde så vi har kun 1 marsvin tilbage.

Jeg ved at marsvin er flok dyr, og helst skal være flere sammen. Derfor vil jeg gerne købe et marsvin mere og sætte sammen med den hun som vi har tilbage. Det nye marsvin skal også være en hun, da vi ikke ønsker at få unger ud af det.

Mit spørgsmål er så hvordan jeg gør det bedst muligt?

Kan jeg uden bekymring gå ud og købe et hun-marsvin og sætte sammen med den vi har i forvejen? Og gør det nogen forskel, hvis det nye marsvin er en unge, altså yngre end det vi har i forvejen?

Håber I kan hjælpe, da jeg synes det er synd for den der er alene tilbage.

Mvh

Maria

Svar
Hej Maria

Det er altid bedst at sætte to fremmede marsvin sammen på neutral grund til at starte med, f.eks. gulvet (et eller andet større sted du kan hegne ind). Så kan de lære hinanden at kende i ro og mag og kan løbe væk fra hinanden hvis der er optakt til problemer. Giv dem noget at gå udenom og igennem, men ikke huse som man kan blive fanget i med den anden på vagt udenfor. Giv dem også gerne en bunke grønt til at distrahere dem lidt – og kan man finde sammen om at spise går det som regel lidt lettere. Og endelig kan du give dem et lille pift eau de toilette bagpå eller smøre dine hænder med duftende håndcreme og gnide dem bagefter, så de lugter ens.

I forhold til alder er det som regel lettere at sætte en voksen og en unge sammen end to voksne. Nogle hunner kan godt være lidt stride når de er voksne og vil gerne dominere, og så er det lidt lettere med en unge, da hierarkiet er naturligt sådan at den store bestemmer. Du kan godt opleve at hun vil forsøge at parre ungen, hvilket er marsvins dominansadfærd (udover at være hormonel adfærd). Alternativt kan du købe en kastreret han, f.eks. på et internat, og sætte sammen med din hun. Han vil så forsøge at parre hende og hun vil sikkert stritte imod i starten og derefter overgive sig, så han får lov at dominere.

Når de to marsvin har vænnet sig til hinanden efter nogle timer i løbegård på gulvet, kan du sætte dem ind i et rent bur.

Venlig hilsen Christina Vildershøj

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *