Spørgsmål:
Hej DMK.
Jeg har nogle spørgsmål vedr. et af mine han-marsvin.
Jeg er forholdsvis ny “mor” til 2 han marsvin.
De går super godt sammen, den ene er lidt over 2 år og den anden er lige godt 5-6mdr.
Den ældste, Bamse, han er langhåret og jeg har lige opdaget idag, at han har en eller anden knude bagpå. (Dette ligner indtørret afføring, der nærmest sidder i en knude) Jeg kan ikke se hans anus pga. det i hvert fald.
Er dette alvorligt? Hvis ikke, hvad kan jeg så selv gøre ved det?
– Oven i købet, har han også (synes jeg) en del flåd (halv-hvid) væske omkring øjnene.
Han var forkølet i dec. måned, der stod de et dårligt sted, hvor de fik lidt træk, så nu har jeg flyttet dem, så de står et lunt sted, uden træk. Men jeg synes stadig hans øjne løber lidt i vand? (Den yngre han, har intet af alt dette)
Når jeg skal skifte deres bur, tisser den ældste MEGET det andet sted jeg sætter dem hen imens jeg skifter buret. Hvorpå den yngste gør ikke.
Den ældste er helt våd på bagdel og mave, når jeg løfter ham op igen, for at sætte ham i det rene bur.
Og så drikker den ældste meget vand. Han kan sagtens tømme en hel drikkeflaske over en nat. (Der var en periode det ikke var så meget) Men synes at for det meste, drikker han rigtig meget.
Skal jeg være bekymret for disse ting? Gør jeg noget forkert?
På forhånd tak.
Mange hilsner
Camilla Achton
Svar:
Hej Camilla
Den knude du ser bag på rumpen af din ældre han kan meget vel være hans fedtplet. Det er en kirtel lige over halebenet, hvor marsvinet udskiller et sekret der ”dufter” (det lugter temmelig stramt) og er fedtet. Det kan godt ende med at blive lidt af en klump indtørret sort/brunt sekret der sidder der, og kan pilles af i skorper. Piller du sådan en skorpe af kan noget af pelsen godt ryge med. Man kan rense fedtpletten ved at pille løse skorper af og opløse resten vha. mild hudvenlig opvaskemiddel, som man gnider ind i tør pels og ladder sidde nogle minutter, inden man skyller det af med lunt vand. Du skal vide at når du har sådan et langhåret marsvin, så kræver det noget ekstra i form af pelspleje. Klip evt. pelsen praktisk kort og vask ham efter behov i lunt vand (ikke for varmt, men heller ikke for koldt) med shampoo beregnet til dyr. Husk at tørre pelsen med hårtørrer, så han ikke går rundt med våd pels og bliver forkølet. Hårtørreren holder du i god afstand fra ham og bevæger den frem og tilbage, så han ikke brænder sig.
Hvis det viser sig ikke at være fedtpletten, så bør du nok opsøge en dyrlæge for at finde ud af om han har en byld eller en tumor. Jeg har vedhæftet et foto af et hanmarsvins normale fedtplet, og du kan også sammenligne med din yngre han, som burde være ved at udvikle fedtplet nu. Du beskriver også at det dækker for anus, men anus sidder lige nedenfor de to testikler, dvs. det er altså ikke på hans rygside at du skal lede efter det, men på hans maveside. Nogle hanner kan få problemer med en slap endetarm, hvor afføringen hober sig op i en klump, som de skal have hjælp til at komme af med. Dette skal du også undersøge om er tilfældet. Hvis det er det, renser du det med lunt vand og et par vatpinde til at grave klumpen ud. Dette skal gøres jævnligt.
Hans øjne bør måske også tjekkes af en dyrlæge. Det kan være han har en tilstoppet tårekanal, som får øjnene til at løbe mere, eller forhindrer det hvide sekret der opstår når de vasker sig, og ofte ender i øjnene, i at løbe væk igen. Hvis ikke der er gult pus fra øjet eller han kniber det sammen eller du kan se skader på øjet (overfladen bliver mat og grålig), kan du evt. prøve at skylle med sterilt saltvand til at starte med. Du kan bruge de saltvandsampuller man køber på apoteket eller hos optikeren, og så spuler du, ikke drypper, men decideret spuler, fra det yderste af øjet ind mod øjenkrogen hvor tårekanalen sidder. Du skal dog vide at hvis der er noget galt med øjet, øjenbetændelse eller en skade på øjet, så skal øjet undersøges hurtigst muligt, så er du i tvivl, må du opsøge dyrlægen.
Mht. tisseriet, så er det normalt at de tisser ekstra på et nyt sted. De bruger også urin til at markere med, og muligvis virker det voldsommere fordi din ældre hans lange pels suger al urinen op. Hvis han også drikker meget, så skal der naturligvis også mere urin ud.
Marsvin har et væskebehov på omkring 100 ml pr. kg pr. dag. Nogle marsvin drikker ikke så meget, men får dækket deres behov fra det grønt de indtager. Andre marsvin drikker meget mere, enten fordi de keder sig og bruger vandflasken til leg, eller fordi der sidder en saltsten i buret (nogle gange endda lige ved vandflasken), så man kan komme ind i en rytme med at slikke på saltstenen, blive tørstig, drikke, slikke saltsten osv. Men det kan selvfølgelig også være et udtryk for sygdom, f.eks. en blærebetændelse (og hvis han går rundt med våd pels bagi, er risikoen større) og/eller sten i urinvejene, eller diabetes eller nyresygdom. I alle disse tilfælde vil marsvinet drikke og tisse mere. Hos dyrlægen kan du få undersøgt hans urin for om der er tegn på infektion eller om han mon har sukkersyge. Mange gamle marsvin får dårlige nyrer, hvor man også oplever at de mister muskelmasse og bliver tyndere, selvom de har en god appetit.
Jeg håber mit svar hjælper dig, og ellers må du skrive igen, hvis der er noget du skal have uddybet eller du har nye oplysninger.
Venlig hilsen Veterinærsygeplejerske Christina Vildershøj