Spørgsmål:

Hej Christina

Vores ene hunmarsvin på næsten 2 år har vi desværre lige fået aflivet pga. kræft i lungerne. Vores andet hunmarsvin er også næsten på samme alder. Nu tænker vi at få en ny makker til vores tilbageblevne marsvin, så hun ikke føler sig ensom i buret.

Vi tænker på at købe et hunmarsvin mere, som har ca. samme alder, så de forhåbentligt kan følges aldersmæssigt ad og gå en tryg alderdom i møde! Vi har snakket med vores lokale dyrehandel, hvor vi købte marsvinet, som lige er blevet aflivet. Det er der, vi har mulighed for at købe den nye veninde til vores marsvin derhjemme. Dyrehandlen har fået det ind fra en familie, og dyrehandlen har lovet at prøve at sælge det.

Er det en god ide at købe sådan et hunmarsvin, som har nogenlunde samme alder, og som kommer fra en anden familie? Marsvinet ser i øvrigt fint ud. I dyrehandlen har de også lige fået nye unger, og en kunde opdagede at det ene af disse små unger formentlig var smittet med Skab. Derfor har dyrehandleren givet alle marsvinene (også det vi kigger på) behandling i pelsen for Skab. Er det ligeledes en god ide at købe et marsvin der, hvis der er mistanke om Skab?

Er et kastreret hanmarsvin også en mulighed?

Mvh Kim Petersen

Svar:

Hej Kim

I får nok størst succes med en unge, da to ældre marsvin lige skal blive enige om hvem der bestemmer, og her kan hunmarsvin nogle gange være nogle værre strigler overfor hinanden. Skab er en parasit, en lille grave-mide, som er dødeligt hvis ubehandlet. Jeg ville afgjort lige overveje om der er andre muligheder, inden I køber et marsvin fra et sted hvor de har skab. Hvad kan de så ellers have? Lus er også ret udbredt blandt dyrehandlere, og tages ikke altid af de samme midler der bruges mod skab. Og bliver de behandlet korrekt med rette dosis, eller kan dyrehandleren mon forsøge at prøve at spare lidt penge? Hvis I køber hos dyrehandleren, skal I i hvert fald være meget opmærksomme på om det nye eller det gamle marsvin får symptomer, dvs. kløe, skæl og sår, og så opsøge dyrlæge.

Hvis I vælger en voksen hun, så prøv at få en aftale om at I kan levere den tilbage hvis ikke de kan enes.

Det mest harmoniske vil nok være en kastrat. Så er hierarkiet på plads fra starten: han bestemmer, men er normalt sød overfor hende. Hanmarsvin har nogle gange sværere ved at få et liv med en makker, så hvis I vil ofre det ekstra og betale for en kastration, så får I både et godt harmonisk par og sikrer et hanmarsvin et liv med selskab. Læs meget gerne vores info-folder om kastration på hjemmesiden, så I er lidt forberedte. Kan I finde en dyrlæge der kastrerer gennem bugen fremfor gennem pungen, er denne metode bedre til at undgå infektion efterfølgende.

Venlig hilsen Veterinærsygeplejerske Christina Vildershøj