Spørgsmål:
Hej.
Vi har lige fået anskaffet os en lille marsvine unge (en han) – når man sidder med den, nipper den på huden (bider ikke).
Hvad betyder det i dens adfærd? Vi har fået at vide af forhandleren at den rengøre, men vi kan ikke finde noget på nettet omkring det.
Mvh. nybagt marsvin ejer
Svar:
Hej
Tillykke med jeres lille han!
Mange marsvin kan godt lide at undersøge ting med munden. De slikker måske på huden, nipper lidt i den. Måske er det en måde for dem at være i kontakt med os på (de nusser også hinanden og fjerner f.eks. skidt om øjnene på andre marsvin) eller også finder de en smag de godt kan lide. Nogle argumenterer for at de godt kan lide den salte smag af vores hud, og det er derfor de slikker. Andre at de gør det fordi de godt kan lide personen, altså en måde at vise hengivenhed på. Nogle enkelte kan finde på at bide i hud og tøj når de er utålmodige og gerne vil ind i deres bur igen.
Venlig hilsen Veterinærsygeplejerske Christina Vildershøj