Spørgsmål:
Hej brevkasse,
Min datter ønsker sig brændende marsvin, og vi forældre tænker også, at det er et dyr, der kunne passe godt i vores familie.
Vi skal naturligvis have to styk, og her kommer problemet, for vi bor småt.
Til gengæld har vi en lille terrasse, der er solidt overdækket (overboens tykke betonaltan) med et stakit omkring. Her kunne der stå et stort bur i et beskyttet hjørne, med bagsiden ind mod en solid murstensvæg, den ene af siderne ind mod et af lejlighedens store vinduer, og forsiden med ca. fire meter hen til den anden murstensvæg. Den sidste side vender ud mod stakittet, men det vil være ret enkelt at skærme yderligere af omkring buret.
Hvis vi køber et højt og velisoleret kaninbur, og indretter med gode huse, vil to marsvin så kunne gå ude hele året?
Vi har en græsplæne udenfor terrassen, hvor vi vil kunne bygge en løbegård.
Mange hilsner
En håbefuld mor
Svar:
Hej Håbefulde Mor
Marsvin er ikke lige så egnede at have ude om vinteren som f.eks. kaniner. Marsvin danner ikke underuld – de har hår ligesom os, ikke pels – og så har de nøgne fødder. Studier har vist at de begynder at få kulderystelser og bruge for meget energi på at holde varmen, når temperaturen når ned under 10 grader. Vi anbefaler derfor at holde dem i min. 13 grader, så man er sikker på de kan holde varmen. Hvis I kan isolere buret nok til at holde den temperatur, så kan det måske godt lade sig gøre. Men tænk meget over at få det isoleret godt (måske med plader af flamingo på ydersiden? Og masser af halm og hø i soveafdelingen, til at holde varmen) og at det heller ikke må trække i buret eller regne/sne ind. Det er også vigtigt at huske at de skal ses til flere gange dagligt, for at sikre at de har det godt. Man kan måske have lidt tendens til at overse helbredsproblemer, når ikke de står indenfor, hvor man ser dem hele tiden. Om vinteren er der desuden en udfordring med at holde deres vandflaske eller vandskål isfri.
Hvis I hellere kunne tænke jer at have dem indenfor, men har lidt pladsproblemer, så prøv at surfe rundt på marsvineopdrætternes hjemmesider. Nogle har været meget kreative med at indrette til marsvinene i skabe eller reoler. Man kunne f.eks. forestille sig en reol eller et gammelt skab uden låger, hvor en af hylderne bygges om til bur med en plexiglasfront på 18-20 cm., og resten stadig kan bruges til opbevaring. Eller man kan stille et tremmebur ovenpå en kommode eller et lavt skab.
Venlig hilsen veterinærsygeplejerske Christina Vildershøj