Spørgsmål
Hej
Først vil jeg bare sige, rigtig god brevkasse og hjemmeside. Men har også diverse spørgsmål:
1) Kan et marsvin godt kun leve af grønsager, da mit marsvin ikke rigtig bryder sig om foderet?
2) Skal man have nogle bestemte ting, hvis man skal have marsvin unger?
(F. eks en sprøjte til mælk el. lign.
3)Jeg ved heller ikke hvor meget grønt jeg skal give om dagen, også når hun bliver gravid, om nogle måneder?
Mvh Sofie
Hejsa
Først og Fremmest vil jeg gerne sige, at jeres hjemmeside har været en stor hjælp, men jeg har stadigvæk nogle spørgsmål:)
Jeg har næsten lige fået et hun marsvin, som hedder Silke, hun er 2 måneder, og jeg vil gerne have unger med hende. Vedrørende det har jeg nogle spørgsmål:
1) Hvornår syntes i det ville være passende, at gøre hende gravid?
2) Hvor lang tid skal jeg have hannen, for at være sikker på, at hun er gravid?
3) Er der noget specielt man skal have, hvis hun skal have unger? (F. EKS en “nål” til til at made med)
Mvh Sofie
Svar
Hej Sofie
Tak for rosen 🙂
Jeg svarer lige på begge dine indlæg på en gang.
Marsvins foder kan prioriteres således: hø er vigtigst, dernæst grøntfoder og til sidst tørfoder. Nogle ville muligvis sætte tørfoderet over grøntfoderet, men jeg selv er tilhænger af at give marsvinene en mere naturlig og spændende føde i form af meget grønt og kun lidt tørfoder. Tørfoderet er jo det mindst naturlige for marsvinet, da det selvsagt ikke er noget der findes i naturen, men noget vi mennesker har konstrueret for at kunne fodre marsvinene på en nem måde som dækker deres behov. Derfor kan det strengt taget også undværes, hvis bare man sørger for at fodre meget varieret, sådan at de får deres forskellige behov dækket. Jeg ville ikke selv helt udelade tørfoderet, bare for at være helt sikker på de får alt det marsvin bør få, og som jeg ikke altid kan være helt sikker på er i det grønt jeg vælger og i høet. Hvis dit marsvin ikke kan lide sit tørfoder, kan det være du skal prøve med en anden type tørfoder og så være tilfreds med at den kun spiser lidt af det, hvis den i øvrigt spiser meget grønt og hø. Godt tørfoder til marsvin bør være pelleteret, dvs. at det består af piller eller kroketter, fremfor en müsliblanding hvor marsvinet kan sortere det fra det ikke kan lide. Det skal derudover være lavet til marsvin (og kun marsvin), hvorved det samtidig vil indeholde det livsvigtige C-vitamin. Du kan få godt marsvinefoder hos flere dyrlæger og dyrehandlere.
Når du planlægger at få unger på dit marsvin, er det vigtigste at du har sat dig grundigt ind i hvad det indebærer, ved at søge en masse information om drægtighed hos marsvin, parring og tiden med ungerne. At få unger på sit marsvin er bestemt ikke risikofrit, så en god forberedelse er guld værd. Det er vigtigere at du ved hvordan du forebygger problemer og hvad du skal gøre hvis der alligevel opstår problemer, end om du lige har engangssprøjter og killingemælkeerstatning / baby fuldkornsgrød i huset, til hvis moderen pludselig dør eller ikke vil tage sig af ungerne. Jeg kan varmt anbefale dig DMKs bog ”Marsvin” (bog 1) som indeholder en meget stor del omkring netop dette emne, og hvor du kan forberede dig på alt fra drægtighedssyge til opflaskning af unger. Du kan bestille den ved at skrive til .
Det er også en god idé at du har overvejet hvad der skal ske med ungerne: Skal du beholde dem selv? Vil du sælge dem privat eller har du en aftale med en dyrehandler på forhånd? Og hvad hvis du ikke kan sælge dem, har du så plads til at beholde dem alligevel? Der findes mange uønskede marsvin, så det er bestemt vigtigt at have en plan med ungerne.
Hvor meget grønt du skal give om dagen er lidt svært at svare på. Så meget marsvinet vil spise? Mine egne kan sagtens spise 100 g. dagligt, andre giver deres marsvin noget mindre eller meget mere. Det afhænger selvfølgelig også af hvad de ellers spiser. Du må nok prøve dig frem. Det vigtigste at vide når du har drægtige marsvin er, at de har behov for godt foder (ikke nødvendigvis anderledes end det daglige, hvis det ellers er godt), og at de har et øget behov for C-vitamin, som dog nok burde blive dækket hvis du giver meget grønt og lidt godt tørfoder. Ellers kan du give sådan noget som peberfrugt dagligt, da det er noget der indeholder meget C-vitamin. Vil du være 100 % sikker på dit drægtige marsvin får nok, kan du købe C-vitaminpulver hos dyrlægen eller dyrehandleren og give 20-30 mg på en skive agurk dagligt.
Du spørger også om hvor længe hannen skal gå med hende: hvis de er sammen min. 5 uger, burde hun kunne nå at komme i brunst min. 2 gange. Det er dog ikke sikkert hun bliver drægtig i første forsøg, så egentlig er det smart at lade dem gå sammen til man har konstateret hun er drægtig.
Jeg vil slutte af med nogle vigtige tommelfingerregler hvad angår avl på marsvin:
- Hunnen skal være mellem 6 og 10 måneder når hun parres første gang. Hun skal have født inden hun bliver 1 år, da der ellers er risiko for komplikationer ved fødslen pga. at bækkenet bliver mere ”stift” efter denne alder og ikke kan udvide sig nok. Samtidig skal hun også være voksen nok inden hun sættes avl, hvorfor man anbefaler at vente til de er 6-7 mdr.
- Hunnen skal være sund og rask inden hun sættes i avl. Hun må hverken være meget mager eller meget fed, og ikke lide af nogen sygdomme eller parasitter.
- Hun skal have ro når hun er drægtig! Stress er en af de ting der kan føre til drægtighedssyge, som marsvin normalt ikke overlever. Dvs. ingen unødig transport, og ingen nye burkammerater eller burkammerater der mobber hende. (Hun vil dog gerne have selskab af marsvin der enes fint med hende.) Også efter fødslen skal hun have ro og fred.
- Hun skal have god marsvinekost (hø, masser af varieret grønt, tørfoder) og ordentlige hygiejniske forhold, så hun kan vedblive at være sund og rask.
- Ungerne skal blive hos deres mor til de er min. 4 uger og vejer min. 300 g.
Efter fødslen og fravænningen af ungerne kan det være nødvendigt med en pause inden hun sættes i avl igen. Gentagne drægtigheder vil slide på marsvinet, og det skal vurderes fra gang til gang hvor lang pause hun skal have og hvornår det er på tide at sætte hende på pension og stoppe med at få unger på hende.
Held og lykke med projektet!
Venlig hilsen Christina Vildershøj Jensen