Spørgsmål
Hej min to piger ønsker sig marsvin.
Vi har tidligere haft hamstre med stor fornøjelse, men pigerne vil nu prøve noget mere kælent og større, men jeg mangler helt erfaring. Er der noget vi skal holde ekstra øje med i fht. helbred og temperament. Skal man helst købe hos dyrehandler eller hos privat. Er der arvelige sygedomme eller problemer med tænder, (som hos kaniner) vi skal være opmærksom på? Og er der forskel på temeramentet om man køber langhårede, roset, eller glathårede. Han eller hun. Vi vil jo gerne have nogle “kælepotter”-Gode råd modtages med kyshånd!
Vh
Lotte
Svar
Hej Lotte
Jeg vil som udgangspunkt anbefale dig at købe marsvin hos en opdrætter, så du bedre kan få et indblik i hvor dyrene kommer fra og om bestanden er sund at se på. En sund bestand er uden sygdom, dvs. ingen bare pletter og sår, ingen flåd fra næse eller øjne, ingen magre dyr, og ingen tegn på diarré. Marsvinebure kan nemt komme til at lugte efter bare 3-4 dage, og kommer du på besøg på en uheldig dag, kan det virke mere ulækkert end det nødvendigvis er. Se på om der ligger store mængder afføring i burene eller om strøelsen virker gennemblødt – det er et lidt tydeligere tegn på om de måske ikke bliver renset ofte nok. Virker marsvinene rolige og tillidsfulde, eller hersker der en mere stresset stemning, måske med for mange marsvin klemt sammen på lidt plads. Stress kan føre til sygdom, så det er værd at notere sig. Dog skal man passe på ikke at dømme marsvin der flygter fra den hånd der vil tage dem, som stressede. Træd i stedet tilbage og observér burene uden menneskers indblanding.
Når det er til børn er voksne marsvin oftest mere rolige og tamme, hvorimod de små unger let kan smutte fra børnene og virker lidt mere vilde. Du kan evt. prøve at gå efter en opdrætter som gør meget ud af socialiseringen af marsvinene, enten ved at bruge meget tid og kærlighed på dem, eller ved at det er en familiehobby, hvor børnene er indvolverede og har ungerne i hænder fra de er født.
Der kan godt være arvelige defekter, såsom forkert tandstilling, men jeg synes det virker mindre udbredt end hos kaniner (jeg er veterinærsygeplejerskeelev, og oplever oftere problemer med tænderne hos kaniner end hos marsvin). Det er svært at undgå arvelige defekter 100 %, men ved at vælge en opdrætter, kan man spørge ind til om der har været nogen problemer med forfædrene til den unge man gerne vil købe. Måske kan man ligefrem se bedsteforældrene. Tænk også i hvilken race du køber: visse racedyr er skrøbeligere end andre, f.eks. skinnyer og nogle satinlinjer, og lever måske ikke lige så længe, som f.eks. et kæledyrskryds. Også levealder er noget man kan spørge ind til hos opdrætteren. En opdrætter er som regel også noget mere sikker når det handler om at kønsbestemme ungerne – man oplever ofte at marsvin købt i dyrehandler ”skifter køn” efter noget tid, og så er det ofte for sent og man står med et meget ungt drægtigt marsvin.
Mht. temperamentet, så går de hvirvlede og satinerne for at have lidt mere temperament og være lidt livligere end glathårede eller langhårede marsvin. De langhårede er hos de virkeligt dygtige opdrættere ofte avlet både efter pels og krop, men også efter at de skal have et roligt og medgørligt temperament, da de skal kunne forholde sig roligt på udstillingsbrædtet med den fine lange pels redt ud. En langhåret kræver dog noget mere arbejde af dig, i form af klipning, jævnlig børstning og indimellem et bad. Teddyer er som regel også meget rolige.
Og endelig er der kønnet. Både hanner og hunner kan være dejlige rolige kæledyr – eller nogle livlige og urolige lopper. Det er meget individuelt. Nogle mener at hanner er mere rolige, men det er ikke noget jeg personligt har oplevet. Hvis I ikke vil have unger, kan I vælge enten at have to hunner eller forsøge med to hanner (unger der vokser op sammen, eller en voksen og en unge). Og endelig kan man få kastreret en han (eller være heldig at finde en kastrat til salg) og sætte ham sammen med en hun, så man har en af hver. Sidstnævnte forslag er som regel ret harmonisk.
Igen vil jeg anbefale voksne marsvin, da I her meget nemmere vil kunne vurdere temperamentet.
Med en unge ved man ikke helt hvor de ender.
Held og lykke med planerne!
Venlig hilsen Christina Vildershøj