Spørgsmål
Hej ?

Vi har lige anskaffet os et lille marsvin, har haft den knap en uge. Problemet er at den er begyndt at tabe håret,

Ved ikke om den kradser og klør sig, men vi er noget bekymrede for det lille dyr. Ved ikke om i kan hjælpe på den front

Om der er noget vi kan gøre?

Pernille

Svar
Hej Pernille

Der kan være flere årsager til at marsvin taber pelsen, men en af de hyppigste, og også den alvorligste, er skab, også kaldet sellnick. Det er forårsaget af en mide der lever under huden på marsvin og graver gange, hvilket klør voldsomt. Det betyder at marsvinet klør sig – i starten ser man måske kun skæl, dernæst pelstab, så sår, og i yderste konsekvens kradser marsvinet sig så meget at det dør af det. Med andre ord, har I brug for at tage jeres lille marsvin til dyrlægen, så en behandling kan påbegyndes. Ofte vil man vælge at starte en behandling op mod skab, selvom man ikke finder mider i et evt. hudskrab man laver. Det er nemlig rigtig svært at påvise skab, men konsekvensen af ubehandlet skab er jo som sagt at marsvinet ender med at dø, så de fleste dyrlæger vælger at prøve at udelukke skab først ved at behandle. En behandling består som regel af min. 2 besøg hos dyrlægen, for at sikre at alle mider dør. Alle marsvin i en bestand bør behandles for at sikre mod gensmitte. Midlerne man behandler med er på recept, så man kommer ikke uden om at skulle til dyrlægen. Man kan enten bruge Ivomec som injektioner, hvilket svier og gør ondt, eller give det oralt, begge dele min. 2 gange med 10-14 dages mellemrum. Eller man kan bruge Stronghold pipetter direkte på huden. Her kan en enkelt behandling være nok, men for en sikkerheds skyld bør man tage imod dyrlægens råd om et kontrolbesøg, da slemme infestationer kan kræve mere end en behandling og det under alle omstændigheder kan være en god idé at få dyrlægen til at kontrollere om behandlingen har virket eller man skal mistænke andet end skab.

Er det ikke skab kan pelstabet skyldes andre parasitter såsom lus, ringorm eller der kan være tale om et hormonelt pelstab. Eller et overvægtigt marsvin der slider pelsen mod spånerne. Det sidste er formentligt ikke tilfældet med et nyt lille marsvin.

Venlig hilsen Christina Vildershøj

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *