Spørgsmål
hej
jeg har et meget stort problem min datter har fådet et marsvin og har nu haft den i ca 2 måneder den er ca 4 måneder, den er meget bange og vi kan ikke tage den op, men nu er den begyndt at bide sig rigtig meget på ryggen den har et stort sår og bløder, og den mister alt hået bag på hvad kan man gøre, ang dyrlæge er pengene desværre meget små i øjeblikket.
håber at i kan hjælpe med et lille svar.

hilsen else engelbrecht

Svar
Hej Else

De symptomer du beskriver der er symptomerne på marsvineskab. Det er en meget hyppigt forekommende parasit blandt marsvin og hvis ikke det behandles ender marsvinet med at dø. Det er en meget smertefuld død, fordi den så at sige kradser sig ihjel. Behandlingen derimod er ret enkel og marsvinene kommer sig hurtigt igen. Når den på nuværende tidspunkt har pelstab og store sår der bløder, lyder det som om det har været undervejs længe. Nu bliver jeg nok lidt hård i tonen, men det er mig meget vigtigt at slå fast over for dig og andre der anskaffer sig kæledyr, at når man køber et dyr, så påtager man sig også et ansvar for at det ikke lider unødig smerte. Det betyder at man også må sørge for at man i det mindste har de penge det koster at få dyret aflivet, hvis det går hen og bliver sygt, så det ikke skal lide.

Du er derfor nødt til at kontakte en dyrlæge straks. Dit marsvin er meget sygt, og har brug for behandlingen med det samme. De midler man kan behandle marsvineskab med er alle receptpligtige, så det er ikke noget man selv kan stå med. Det kræver en dyrlæge. Du skal også regne med at marsvinet skal behandles min. 2 gange med 10-14 dages mellemrum, og det er meget vigtigt både for dit og andre marsvin, som dit marsvin kunne komme i kontakt med, at du overholder behandlingsaftalerne. Ellers risikerer du at skabe resistente mider, og marsvinet risikerer hurtigt at få tilbagefald.

Når du oplever at marsvinet er bange og ikke vil håndteres, kan det sagtens hænge sammen med at det har skab i den grad du beskriver her. Marsvinet har ondt i hele kroppen pga. miderne, så enhver berøring gør ondt og derfor har den selvfølgelig ikke lyst til at blive håndteret. Når først den er behandlet kan I begynde på arbejdet med at tæmme den med masser af tålmodighed og godbidder. Her kan du med fordel læse nogle af de andre indlæg i brevkassen, hvor jeg giver råd til hvordan man får marsvinet mere trygt.

Venlig hilsen Christina Vildershøj Jensen

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *