Spørgsmål
Hej

Jeg har to hun marsvin på ca 4 ½ år. De har gået sammen stort set hele tiden. Den ene af dem er begyndt at bide i den andens lange hår og spiser dem. Hvordan kan det være? De har hø og grønt altid.

Mvh
Sanne

Svar
Hej Sanne

Det er lidt et mysterie hvorfor nogen marsvin begynder at spise pels. Det kan være, som du selv lidt er inde på, at de mangler noget at tygge på, og her plejer godt hø at hjælpe på det. Det kan være kedsomhed, hvor du så måske kan prøve med mere aktivering, f.eks. lade dem komme ud og løbe på gulvet eller komme i løbegård på græs eller give dem aktiveringslegetøj (f.eks. bolde til at putte tørfoder i, eller et paprør med hø stoppet ind i). Det kan skyldes stress, hvilket selvfølgelig er noget du skal være opmærksom på da stress under alle omstændigheder skal undgås, for at holde marsvinene sunde og raske. Det kan også være en social adfærd, enten noget der knytter dem tættere sammen, et udtryk for hengivenhed, eller den enes måde at udtrykke dominans over for den anden. Vi kan ikke spørge dem, så det kommer som regel ikke tættere på end gætterier.

Vi ved dog at marsvin som regel ikke tager skade af at spise pels og ikke hoster hårbolde op.

Venlig hilsen Christina Vildershøj Jensen

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *