Spørgsmål
Hej.
Jeg håber virkelig i kan hjælpe mig. Jeg købte et lille marsvin for 2 uger siden, men jeg gjorde den fejl at jeg bare tog den op med det samme, og ikke lod den vende sig til omgivelserne.
Nu prøver jeg bare at lade den være i buret og fodre den med hånden, men har gjort det nu i 2 dage…hvor længe skal jeg give den før jeg begynder at tage den op igen?
og den gemmer sig hele tiden og løber i skjul fra at spise selvom jeg ikke rykker mig ud af flækken fra hvor jeg hele tiden har sidet da den gik igang med at spise…
Jeg har mange flere spørgsmål men det har i sikkert ikke tid til. Mit marsvin er alene men jeg skaffer en mere så hurtigt som muligt da jeg har hørt at det nærmest er dyreplageri kun at have et.
Håber i svare.
Mange venlige hilsner
Anja Olsen
Svar
Hej Anja
Det kan godt tage lang tid at gøre marsvin tamme. Det kommer an på det enkelte marsvins psyke, dets baggrund, om det er alene, burets indretning osv. At gøre dem burtamme kan nogen gange være vanskeligere end at gøre dem trygge ved at sidde og blive nusset hos dig. Så kan det være nødvendigt at gøre det omvendt, altså starte med at gøre det trygt ved at være ude, ved at tage marsvinet ud flere gange om dagen, og sidde med det på skødet, og nusse det, til det falder til ro. Hvis marsvinet hurtigt viser at det gerne vil væk og ind i buret, skal det have lov til det, og så kan du tage det ud senere igen, og bare have det ude i få minutter. Når det lille marsvin er mere trygt ved at du kæler for det, vil det efterhånden også blive mindre bange for din hånd i buret. Så kan du begynde at prøve at lokke det med godbidder i buret. Hvis det ikke tager godbidden fra din hånd indenfor et par minutter, så bare læg den foran det, og fjern dig igen, så det tør komme ud og tage godbidden. Efterhånden vil selv det at mad kommer fra din hånd være noget marsvinet vænner sig til, og til sidst vil det turde tage imod det fra dig også.
Inden du skaffer dig et nyt marsvin, vil jeg lige give dig et par råd med på vejen. Først og fremmest skal du være sikker på kønnet på dit marsvin, så du kan få en af samme køn. Får du to marsvineunger af hver sit køn vil der ikke gå lang tid før de parrer sig, og selvom deres kroppe stadig er små og skal vokse, kan de sagtens blive drægtige og så går al deres energi til ungerne i stedet for til deres egen vækst. Det er ikke noget vi anbefaler. Marsvinehunner skal helst være min. et halvt år inden de sættes i avl.
Jeg vil også anbefale dig at købe det næste marsvin hos en opdrætter fremfor i en dyrehandel. Så har du lidt bedre mulighed for at få et marsvin der er håndvant og opdrætteren kan hjælpe dig med at finde den rette makker til din skræmte unge: helst et marsvin der er roligt og tamt, som den sky unge kan lære af. Et lidt ældre marsvin ville ikke være nogen dum idé, da de ofte er roligere og automatisk vil tage lederrollen over for den lille, hvilket kan gøre sammensætningen lidt lettere.
Til slut vil jeg rose dig for at du har valgt at lade dit lille marsvin få selskab af en artsfælle. Det er rigtigt at det betyder rigtig meget for marsvin at have selskab af andre marsvin. Som ejer får man også stor glæde af at se marsvinene sammen og opleve hvordan de hele tiden kommunikerer med hinanden og forholder sig til hinanden. De bliver mindre kræsne og har en bedre appetit når de er flere sammen, og kan også vise sig livligere.
Venlig hilsen Christina Vildershøj Jensen