Parasitter hos marsvin
Dette særtryk omhandler de tre mest almindelige hud- og pelsparasitter man finder hos marsvin:
Skab, lus og ringorm. Skab kræver dyrlægens hjælp og receptpligtig medicin, hvor de andre to kan behandles med håndkøbsmedicin.
Skab
Marsvineskab eller Sellnick, som det også kaldes, er forårsaget af en mide ved navn Trixacarus caviae som graver gange i marsvinets hud, hvilket giver kløe hos marsvinet. Symptomer på skab er kløe, hårløse, røde, skællede pletter og småsår, som typisk er på skuldrene, ryggen, halsen, i lysken og under forbenene. Ubehandlet vil der snart opstå større områder med fedtede skæl og sårdannelse, og marsvinets almenbefindende vil være påvirket af den voldsomme kløe. Hvis skab ikke behandles vil marsvinet i sidste ende dø.
Marsvin kan sagtens være raske smittebærere, dvs. gå rundt med miden i årevis uden at være påvirket af den. Hvis marsvinet så udsættes for stress eller andet der kan nedsætte deres immunforsvar, vil miden begynde at formere sig og symptomerne vil vise sig.
Har man mistanke om skab hos sine marsvin, skal man søge dyrlæge. Dyrlægen vil stille diagnosen ud fra de kliniske symptomer, eller evt. ud fra et skrab af huden. Det kan dog være meget svært at finde mider i hudskrab, da de oftest ligger langt nede i huden. Da skab er noget marsvinet kan dø af, vil mange dyrlæger vælge at behandle for skab alene ud fra symptomerne på trods af negativt fund ved skrab.
Skab behandles med en gruppe lægemidler kaldet avermectiner: de midler man oftest støder på hos dyrlægen er Ivomec og Stronghold. Ivomec gives som injektion eller i munden. Marsvinet skal behandles min. 2 gange med 10-14 dages mellemrum. Det normale er, at man hos dyrlægen behandler marsvinene med en injektion med midlet, hvilket godt kan være lidt smertefuldt, da det svier og marsvin i øvrigt har en tyk hud som gør det lidt sværere at stikke. Behandling med injektion virker formentlig hurtigere end oral behandling, og kan være at foretrække hos marsvin med voldsomme symptomer på skab. Har man mange marsvin er det værd at nævne for dyrlægen at man også kan behandle oralt, sådan at man ikke skal slæbe alle marsvin med til dyrlægen, men kan få medicin med hjem og give resten af marsvinene.
Stronghold er et nyere middel, som gives på selve huden. Det er en pipette som indeholder det aktive stof Selamectin. På marsvin dryppes det på den bare plet bag ved øret. Fordelen ved Stronghold er at marsvinet ikke mærker behandlingen, og i princippet kan man nøjes med at behandle en gang. I slemme tilfælde kan det dog være nødvendigt at behandle to gange med 14 dages mellemrum. Ulempen ved Stronghold er, at det er noget dyrere at behandle med.
Skab er smitsomt ved kontakt mellem marsvin, både direkte og indirekte ved at man f.eks. rører ved ét marsvin og dernæst ved et andet, og overfører smitten med ens hænder eller tøj. Alle marsvin i en bestand bør behandles, da de øvrige sagtens kan bære på miden uden at vise tegn på det. Skab er artsspecifikt og smitter derfor ikke til andre dyr eller mennesker. For en sikkerheds skyld bør bur og tilbehør desinficeres. Se mere i afsnittet om desinfektion længere nede. Alle midler til behandling af skab er receptpligtige og kræver en dyrlæges konsultation.

Eksempel på skab hos marsvin

Eksempel på skab hos marsvin
Lus
Lus er små vingeløse insekter som lever i pelsen. De er artsspecifikke, hvilket vil sige at marsvinets lus ikke overføres til hund og kat og omvendt. De suger ikke blod, men lever af håraffald og er derfor ikke til stor gene for marsvinet, undtagen hvis det er angrebet af et stort antal. I så fald kan marsvinet klø sig så meget at det vil begynde at miste pels, typisk henover ryggen.
Lus er synlige med det blotte øje: de sidder nederst ved hårstråene som små ca. 1 mm lange vrikkende gule dyr. De lægger gerne deres æg bag ørerne, i armhulerne og lysken. Æggene ses som små hvide prikker. Særligt tydeligt kan det være de steder hvor der ikke er pels, nemlig bag ørerne og om dievorterne.
Lus behandles nemt med et antiparasitært middel som f.eks. Frontline Vet. Spray. Dette middel er endnu ikke godkendt til marsvin (og er giftigt for kaniner!), men det har været brugt i mere end 10 år til at behandle og forebygge mod lus hos marsvineopdrættere i hele landet. Man anvender den milde spray fremfor de stærkt koncentrerede pipetter, og følger brugsanvisningen og doseringen på flasken. Med et middel som Frontline Vet. Spray er en enkelt behandling nok, da midlet lagres i fedtlaget og er virksomt i ca. 4 uger.