Spørgsmål
Kære marsvineklub
Tak for en god hjemmeside, hvor vi har fundet mange nyttige informationer. Vi har dog stadig nogle ting, som vi er i tvivl om: Hvor meget tørfodder og grønt må man give et marsvin om dagen? Vi er bange for at overfodre dem og samtidig bange for at give dem for lidt. Er der en rettesnor for dette – f.ek.s i gram for fodder og grønt? Skal vi fylde skålen op med tørfodder, så snart den er tom eller ….?
Vores andet spørsmål er: Vi har to han-marsvin på ca. 2 måneder, som er brødre. Vi har købt et lille hus, som de kan gemme sig i. Problemet er bare, at det det ene marsvin ikke vil have den anden der, og jager den ud. Det hjælper når vi vender huset på hovedet – så kan de begge være der. Er det ok – for så fungerer huset jo ikke som en hule? Eller er der andet vi kan gøre – skal de bare vænne sig til det.
Vi glæder os til at høre fra jer.
Med venlig hilsen Emma og Rebecca

Svar
Hej Emma og Rebecca

Tak for rosen 🙂

Hø skal de have fri adgang til. Det må aldrig mangle

Tørfoder kan de enten have ad libitum, eller man kan afmåle en portion hver dag og give dem. Hvor meget de skal have i gram, står som regel på pakken, og skal vejes op imod om man giver meget grønt. Jeg vil anbefale jer at finde tørfoder specielt til marsvin, og helst i pelleteret form, dvs. ikke en müsliblanding hvor de kan sortere. Se også på hvad det er lavet af: hellere græs end korn, og det skal være tilsat ca. 800 mg C-vitamin pr. kg.

Hvad angår grønt er der også mange forskellige måder at gøre det på. Personligt foretrækker jeg at give meget grønt, da jeg finder det mere naturligt for marsvinene at spise grønt, og jeg kan se hvor meget det betyder for dem. Jeg giver dem grønt to gange dagligt, 100 g i alt pr. marsvin pr. dag, men det betyder ikke at det nødvendigvis er den rette mængde. Det er bare den mængde jeg har fundet mig tilpas med og hvor marsvinene næsten altid spiser op. Det betyder også at de får mindre tørfoder, måske kun halvt så meget eller mindre af det der anbefales på pakken.

Mht. huset er mit bedste råd at I køber et mere. Marsvin vil sjældent deles om huse, så de bør have et hver. Så skal de heller ikke skændes om hvem der skal ligge i det. Spørgsmålet er så om jeres bur er stort nok til det. Til to marsvin, og især hanner, vil jeg anbefale et bur på min. 100×50 cm. Så er der også fin plads til to huse.

Venlig hilsen Christina Vildershøj Jensen

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *