Vi følger nøje situationen i Sverige, hvor Svenska Marsvinsföreningen (SMF) netop har meldt ud om et alvorligt udbrud af luftbåren luftvejssmitte blandt marsvin i lokalafdelingen Mellansverige. 

Alle udstillinger og aktiviteter i Danmark aflyses derfor indtil udgangen af nuværende år. Derefter revurderes situationen.

Aflysning af udstillingen, Kreds 1 d. 29 nov.

På baggrund af de svenske fund og i forebyggende øjemed har bestyrelsen besluttet officielt at aflyse Kreds 1’s udstilling på lørdag (d. 29. november). Dette gøres for at beskytte både medlemmer og dyr og for at minimere enhver risiko for potentiel smittespredning på dansk jord.

Det forebyggende hensyn vægtes desuden ekstra højt i denne situation, da der igennem det indeværende år har været mange fælles udstillinger og tæt samarbejde på tværs af Norden, særligt med vores norske og svenske foreninger. Så sent som ved de Nordiske mesterskaber i efteråret 2025, hvor marsvin fra hele regionen var samlet, har vi haft direkte og værdifuld kontakt mellem dyr og ejere på tværs af landegrænser.

Hvad er konstateret i Sverige?

Der er fundet tilfælde af alvorlig og i flere tilfælde dødelig lungesygdom/lungebetændelse, hvor laboratorietests har vist forekomst af:

  • bordetella (Bordetella brochiseptica)
  • pneumokocker (Streptococcus pneumoniae)

Begge bakterier smitter via dråbeinfektion og kan dermed findes i luften i områder, hvor smittede marsvin opholder sig. Der kan også forekomme “raske smittebærere”, dvs. dyr der bærer sygdom, uden selv at vise symptomer.

Symptomer

Symptomerne kan variere, men inkluderer bl.a.:

  • Nedsat almentilstand, træthed, pjusket pels
  • Feber (over 39°C)
  • Snot, nysen, vejrtrækningsbesvær eller mislyde fra luftvejene
  • Balanceproblemer, skævt hoved, cirkelgang (ved spredning til mellem-/indre øre)
  • Drægtighedskomplikationer (drægtighedssyge, fostertab, livmoderbetændelse)

Inkubationstid kan være:

  • Pneumokokker: 1–3 dage
  • Bordetella: op til 3 uger

Selv efter bedring kan dyr smitte i op til 4 måneder, og de kan være bærere i helt op til 4 måneder efter raskmelding.

Vores anbefalinger

Vi opfordrer alle medlemmer og opdrættere til følgende:

  • Overvej udveksling af dyr – og hold det på et minimum, hvis det er nødvendigt
  • Ved konstateret smitte: Meld det straks til bestyrelsen i DMK
  • Vi er vidende om at der er opdrættere som har købt ved de berørte svenske opdrættere og vi beder disse om at deltage i vores smitteopsporing og melde det ind til bestyrelsen. Samtidig opfordres de til fuldstændig karantæne i mindst 4 uger. Ved konstateret smitte opfordres der til mindst 6 mdrs karantæne, som er anbefalingen de svenske myndigheder har givet SMF. 
  • Overhold karantæne ved mindste mistanke om sygdom
  • Undgå flytning af dyr mellem bure/rum, hvis du er bekymret
  • Overhold streng hygiejne: brug håndsprit og desinficerende rengøringsmidler
  • Vær opmærksom ved kontakt med kaniner, hunde og katte, da disse kan være smittebærere – også uden symptomer. Det kan smitte begge veje.

Karantæne ved mindste mistanke

Har du så meget som let snot eller nyse tendens hos dine marsvin, anbefaler vi:

  • Tag ingen dyr med ud i miljøer med andre dyr
  • Kontakt dyrlæge omgående
  • Behandl al mistanke med samme alvor som konstateret smitte

Vi forstår, at dette kan være en frustrerende situation, især for dem der havde glædet sig til udstillingen på lørdag.
Men marsvinenes sundhed og vores fællesskabs sikkerhed kommer altid først.

 

Med venlig hilsen
Dansk Marsvineklubs Bestyrelse