Spørgsmål:
Hej,
Jeg er blevet anbefalet at kontakte jer angående et spørgsmål om, hvorvidt man kan ‘låne’ eller leje et hanmarsvin, hvis man gerne vil have parret sit marsvin.
Det er ikke til opdræt eller udstilling men blot fordi mine børn og jeg gerne vil prøve at få unger. Vi har to helt almindelige, men super dejlige :-), hunmarsvin, og vi synes det kunne være hyggeligt og spændende at få parret den ene og få unger.
Har I kendskab til, om der er nogle opdrætter i København der låner/lejer deres hanmarsvin ud? Og har I ellers nogle gode råd i forhold til parring, drægtige marsvin og små unger ud over det man selv kan læse sig til?
Tak for jeres tid.
Bedste hilsner
Marlene
Svar:
Hej Marlene
Der er ikke nogen der ligefrem annoncerer med at de vil låne en han ud – ofte sker det kun mellem opdrættere der kender hinanden godt og med en aftale om at man så har førsteret til en af ungerne, næstefter ejeren af hunnen. Jeg tror du vil få bedst held med det ved at spørge på en af vores facebookgrupper: Der er en offentlig gruppe for alle, og en lukket gruppe for medlemmer af DMK. Hvis du er medlem, ville jeg vælge den lukkede gruppe.
Derudover er der et par ting at tage med i overvejelserne.
Først og fremmest er det ikke risikofrit at lade sit hunmarsvin få unger. Det er vigtigt at hun ikke er for gammel eller for tyk, for så stiger risikoen for komplikationer. Er hun for gammel, kan hun få besvær med at skulle føde de meget store unger. Og er hun for tyk, stiger risikoen for drægtighedssyge – en tilstand hvor kroppen begynder at nedbryde fedt hurtigt når marsvinet mangler energi, hvilket skaber giftstoffer som gør marsvinet meget dårligt. Drægtighedssyge overlever de normalt ikke. Jeg anbefaler normalt at man avler på hunner når de er mellem 6 og 10 måneder den første gang, for at hunnen både er stor nok og samtidig har en smidig krop og bækken for at der ikke opstår komplikationer ved fødslen. Vægten er sværere at rådgive om, da det kan variere rigtig meget med alder og kroppens længde: I må mærke på hende og prøve at fornemme om hun er i god form. Hun må hverken være for tynd eller for tyk. Er der deller langs med brystkassen, halsen eller maven, kan hun godt være for tyk.
Dernæst er der risikoen for at man får slæbt utøj med ind (eller giver det videre), når man lader sit marsvin få kontakt til andres marsvin. Kig dyrene godt igennem for små gule lus der sidder og vrikker nede ved hårstråene, og for bare, røde, skællede pletter, som kan være tegn på skab eller ringorm.
Og endelig skal I overveje hvad der skal ske med ungerne. Har I aftagere til dem?
Hvis I beslutter jer for at gøre forsøget, så er DMKs bog ”Marsvin bog 1”, som fås igennem vores PR, god til de som skal have marsvineunger første gang. Der står rigtig meget om de forskellige situationer man kan komme ud for. Ganske kort kan jeg sige at marsvin kommer i brunst hver 16. dag, så hun skal gå med hannen et godt stykke tid inden man kan være sikker på hun er drægtig. De går drægtige i 68-72 dage, og når de er 7-8 uger henne begynder man at kunne mærke liv i maven. Det er meget vigtigt at et drægtigt marsvin får god varieret kost med ekstra meget C-vitamin, og ikke stresses unødigt. Ungerne fødes fuldt udviklede, med pels og øjne, og kan spise fast føde meget hurtigt. De har dog brug for deres mor indtil de er 4 uger og vejer 300 g, begge dele opfyldt. Først da kan de tages fra og overgå til nye hjem.
Så for lige at opsummere: overvej nøje om I vil løbe risikoen. Det er en skøn oplevelse at få unger, men omvendt meget tragisk hvis det går galt, og det er en ting man bør have med i overvejelserne.
Venlig hilsen Veterinærsygeplejerske Christina Vildershøj