Spørgsmål:
Hej.
For halvanden uges tid siden, måtte vi desværre sige farvel til vores ene han marsvin, han var ramt af noget der enten var cancer i lungen. Efter at vi havde fået sagt farvel, faldt vi i snak med dyrelægen om vores andet marsvin, (som allerede to dage efter tabet fik sig en ny burven) dyrelægen fortalte at han ville anbefale at selvom man havde to hanner gående sammen skulle de kastreres, og derfor valgte jeg med det samme at bestille tid til kastration, her i midten af februar. Jeg stod som sagt med et afdødt marsvin i hånden, og var selvfølgelig berørt af situationen, så jeg fik egentlig ikke spurgt ham om hvorfor? Fordi marsvin ændrer jo ikke adfærd af at blive kastreret. Jeg er derfor nu blevet rigtig i tvivl om, hvor vidt jeg ønsker at han skal udsættes for en operation og de risikofaktorer der høre dertil, hvis det bestemt ikke er nødvendigt. Jeg kan ikke rigtig finde nogen logisk forklaring på hvorfor at hanner der går sammen skal kastreres hvis ikke det ændre på deres adfærd, jeg har også forsøgt at google mig til det, og her finder jeg heller ingen svar. Så mit spørgsmål er, om i kan forklare mig hvorfor? Og om jeg burde aflyse tiden eller ej? Det skal siges at der er absolut ingen problemer med ham og det nye lille svin, eller hans tidligere burven.
Mvh Sigrid
Svar:
Hej Sigrid
Du har fuldstændig ret: der er ingen grund til at kastrere to hanmarsvin der skal gå sammen. Jeg tænker at din dyrlæge ikke kender helt nok til marsvineadfærd eller får det blandet sammen med kaninadfærd, hvor hankaniner kastrerer hinanden hvis de går sammen ukastrerede. Marsvinehanner ændrer netop ikke adfærd efter kastration, hvilket gør dem så ideelle som flokledere i en flok hunner. De bliver ved at have deres instinkter i forhold til hunnerne, og parrer dem når de er i brunst, og opfører sig i alle henseender som inden kastrationen, også i forhold til om de ser andre hanner som venner eller konkurrenter. Det betyder også at hvis ikke de kan enes inden en kastration, så kan de nok heller ikke efter. Mange hanpar enes heldigvis fint, så længe man ikke blander hunner ind i forholdet.
Hvis ikke din dyrlæge har en sundhedsmæssig begrundelse (f.eks. et problem med din hans testikler eller mistanke om at han vil få det) eller du har planer om at skulle have ham som selskab til en hun uden at få unger, så synes jeg du skal gemme de penge til næste gang uheldet er ude og du får brug for dyrlægehjælp, og spare din han for en unødvendig operation.
Venlig hilsen Veterinærsygeplejerske Christina Vildershøj