Spørgsmål
Hej,

Vi skriver jer med håb om, at I kan hjælpe os 🙂

Vi er meget i tvivl om sammenføringen af vores to hanmarsvin. Vi købte et (Hannibal) hos en dyrehandler, hvor han sad tæt sammen med en anden han, der lignede ham på en prik samt var samme alder. Men da dyrehandleren sagde, at de ville komme op at slås, valgte vi at følge hans vejledning og nøjes med kun den ene. Allerede om lørdagen synes vi dog, at Hannibal virkede så nedtrykt, at vi besluttede, at han skulle have en legekammerat. Heldigvis var den anden han (Manfred) stadig i butikken, så vi købte ham med hjem.

Vi har nu haft dem sammen i en uge og 3 dage, og selvom vi ikke har observeret voldsomme slåskampe, hvor der er kommet og blod og samtidig heller ikke har kunnet finde skrammer eller sår på dem, virker det alligevel ret vildt indimellem. De første par dage var det kun Hannibal, der lavede dominanslyden samt ”parrede” sig med Manfred, men Manfred kom hurtigt efter det, så nu ”brummer” de begge, mens de gør sig helt flade og lange og går frem og tilbage.

Det skal lige siges, at de godt kan ligge sammen og putte og kan også spise af samme skål, men ofte bliver deres dominans sat i gang, hvis vi har rodet i buret, haft dem oppe eller på anden måde interageret med dem.

De løber også tit rundt, hvor de brummer af hinanden, men der kommer også ”mut” indimellem. Alt i mens de springer rundt og popcorner, så hele buret vipper frem og tilbage. Vi har set dette som godmodig leg, men tager vi helt fejl?

Det vi frygter mest er, at denne dominans ”kamp” aldrig vil stoppe og at den evt. vil eskalere, når de bliver ældre? Vi mangler simpelthen en eller anden form for sikkerhed i, at dette er normalt og vil ende lykkeligt  Vi er selvfølgelig godt klar over, at man aldrig kan give garantier, når det drejer sig om dyr, men alligevel… Er dette normalt? Og er det positivt eller negativt? Og sidst, men bestemt ikke mindst, hvor store chancer er der for, at der vil udbryde slåskampe, når de bliver ældre? Vi vil jo gerne have, at de kan nyde godt af hinanden resten af deres liv!

På forhånd tak for hjælpen!!

Mange hilsner,

Daniel og Anne-Marie

Svar
Hej Daniel og Anne-Marie

Tillykke med jeres to små drenge! Jeg synes I tog den rigtige beslutning ved at købe Hannibals makker også.

Det er helt normalt for marsvinehanner at gå og udføre dominansadfærd ved at gå og parre hinanden, og også at det sker ofte. Ud fra det I beskriver lyder det indtil videre godmodigt, og især at de popcorner (hvilket helt klart er et positivt udtryk) men også kan finde på at putte og spise side om side. Jeg tror at det at I roder i buret hvirvler dufte op som de tidligere har sat, og så kan det sætte gang i adfærden. Og det med at de også lige skal tage sig en tur når I har haft en af dem oppe, er også helt normalt, og ses også hos hanner der går med hunner: det er lidt som om de lige skal bekræfte overfor hinanden hvem der er hvem og hvem der bestemmer – selvom de kun lige har været væk i 5 minutter! Så længe det ser ud som det gør vil jeg ikke være bekymret. Det kan også være det er noget der aftager lidt med alderen. Som I selv er inde på kan der ikke gives garantier for at de altid vil kunne enes. Mange hanpar fungerer fint hele livet og er bedste venner, mens i nogle tilfælde kan man komme ud for at de på et tidspunkt ikke kan blive enige om hvem der skal bestemme. Lad endelig være med at blande andre marsvin ind i forholdet, for det kan ødelægge deres nuværende gode forhold. Kommer en anden han til skal de til at definere hierarkiet i forhold til ham, og det kan gøre at det er der de bliver uenige. Kommer en hun til kan det være de pludselig finder ud af at de er konkurrenter til hende, og vil blive aggressive overfor hinanden.

Venlig hilsen Christina Vildershøj

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *