Spørgsmål:
Kære Dansk Marsvineklub,
Jeg købte for ca. 2 år siden 2 hunmarsvin fra Roskilde Internat. Desværre havde den ene et dårligt hjerte, og da hun desværre til sidst fik det rigtig dårligt, har jeg idag har været nødt til at aflive hende. Hvilket jeg selvfølgelig er meget ked af, man taber jo sit hjerte til de små pus.
Nu står jeg i den situation, at mit andet hunmarsvin, på ca. 3 år, er alene. Jeg vil derfor gerne have jeres rådgivning ift. 1) hvornår skal jeg introducere hende for et nyt marsvin (ved man om marsvin har brug for en sorgperiode)? 2) hvad jeg skal jeg være opmærksom på, med det nye marsvin? Må det være en kastereret han eller skal det være en hun? Skal det nye marsvin være yngre, samme alder eller ældre? Jeg vil rigtig gerne prioritere at finde et nyt marsvin fra internat igen.
På forhånd mange tak.
De bedste hilsner
Marie Maul
Svar:
Hej Marie
Du kan sagtens introducere hende for et nyt marsvin med det samme, og jo før jo bedre, så hun ikke skal gå og være alene. De kan nogle gange blive deprimerede at være alene. Det kan enten være en kastreret han (alder ligegyldig) eller en yngre hun. Ved en kastrat, vil de ret hurtigt finde ud af det med hinanden og leve harmonisk sammen. Han vil prøve at parre hende i starten, for at vise at han bestemmer (og fordi det er hans instinkt at parre en hun, også selvom han er kastreret). Med en yngre hun, vil det være din ældre hun der bestemmer. Hvis man vælger en voksen hun, kan der være lidt problemer med at få dem til at enes. Evt. kan man prøve at føre dem sammen ude på internatet, og se hvordan de enes, inden du tager den nye med hjem.
Venlig hilsen Veterinærsygeplejerske Christina Vildershøj