Spørgsmål
Hej DMK
Vi snakker herhjemme om at få høns og marsvin. Jeg vil gerne høre om vi må lave en fælles løbegård. Og om høns og marsvin kan gå sammen. Planen er selvfølgeligt at høns og marsvin skal ha huse for dem selv.

Venlig Hilsen
Sandra

Svar
Hej Sandra

Jeg vil som udgangspunkt ikke anbefale jer at holde marsvin sammen med andre dyrearter. De har ikke de samme ernæringsmæssige behov og taler ikke samme sprog, hvilket kan ende i farlige situationer, hvor en af parterne (formentlig marsvinene) kan komme til skade. Derudover tænker jeg at det vil være uhygiejnisk for marsvinene at gå rundt i hønsemøg, og det kan også ske at støvet fra hønsene kan give marsvinene luftvejsinfektioner eller at hønsene kan bære på parasitter og bakterier de kan overføre til marsvinene. Og endelig skal I overveje om der bliver for koldt om vinteren for marsvinene, hvis de skal gå i bure tilknyttet en udendørs løbegård. Marsvin trives ikke ved temperaturer under 10-13 grader, så det skal man lige tage højde for når man bygger bure til dem som skal stå udendørs. Normalt anbefales det ikke at holde marsvin udenfor om vinteren.

Så alt i alt vil jeg anbefale jer at holde dem hver for sig, og enten sørge for god isolering til marsvinene eller holde dem indendørs om vinteren.

Venlig hilsen Veterinærsygeplejerske Christina Vildershøj

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *