Spørgsmål:
hej
Vi har et hanmarsvin på 3 år og har nu anskaffet en (eftersigende rolig og kælen) hun på to år og de skal nu lære hinanden at kende. Vi startede med at lade dem snuse til hinanden i et stort bur og de spiste lidt sammen og det gik godt i 10 min hvorefter hunnen angreb vores han med tænderraslen og vild jagt og bid. Vi har skilt dem ad og i hvert deres bur op af hinanden og ved ikke lige hvordan vi skal gribe det an herfra. Hun er fysisk større end han selvom han er ældre. Han virker ikke som en alfa-han så måske hun kommer til at dominere? Hvordan skal vi få dem til at kunne lide hinanden ?
På forhånd tak for svar
Mvh Betina
Svar:
Hej Betina
Nogle hunner kan være ret stride og vil ikke altid lige indordne sig. Jeg tror jeg ville lade dem gå i hver deres bur op ad hinanden et par dage, og så sætte dem sammen på neutral grund, dvs. på gulvet hvor de kan komme væk fra hinanden, hvis de skulle blive uvenner. Læg gerne tunneler og ting de kan gå omkring på gulvet, men ikke huse hvor den ene kan føle sig fanget. En stor bunke grønt til adspredelse er også godt. Det er klart at de må skilles ad hvis hunnen begynder at bide efter ham. Men prøv ad nogle gange over nogle dage. Bliver hun ved med at være lige strid, så kan du evt. prøve at sætte hende for sig selv i et lille bur i et par dage, uden kontakt til hverken ham eller mennesker (dvs. ingen kæl, kun lige fodring), og så prøve igen. Nogle gange bliver de lidt mere villige til at acceptere andre marsvin, hvis de har lidt social afsavn nogle dage.
Held og lykke med det!
Venlig hilsen veterinærsygeplejerske Christina Vildershøj