Spørgsmål
Hej. Vi har for fire uger siden overtaget to marsvinepiger, troede vi. Jeg tror nu at det ene marsvin er gravid med nært forestående fødsel, hun er meget rund om maven og kønsorganet er opsvulmet. Men, mit spørgsmål er hvordan vi skal forholde os til marsvineunger og den kommende far. Vil han blive agressiv overfor ungerne? Og er det bedst at flytte ham over i et andet bur hvor han jo vil blive ensom. De er super gode venner så vi er i vilrede. På forhånd tak for svar.
Mvh Solveig
Svar
Hej Solveig
Hanmarsvinene plejer ikke at blive aggressive overfor mor og unger. Til gengæld vil han jo parre hunnen straks efter fødslen, hvor hun kommer i brunst få timer efter, og en drægtighed til mens hun har unger at passe (og måske i en lidt for ung alder?) er ikke ønskeligt. Hannens ivrighed efter at parre hunnen kan måske også gå ud over ungerne der kan blive skubbet til og trådt på. Derudover vil han være i stand til at parre hununger temmelig tidligt. Det er set at hununger er blevet drægtige når de blot er 2 uger gamle, og det har deres krop og vækst bestemt ikke godt af.
Så jeg vil råde dig til at tage hannen fra gerne en uges tid inden forventet fødsel, så du ikke risikerer flere uønskede drægtigheder. De kan jo stå i hvert sit tremmebur op ad hinanden, så de stadig kan se, lugte og høre hinanden. I den tid de alligevel skal være fra hinanden kan du overveje at få ham kastreret, så de bagefter kan gå sammen uden problemer. Alternativt kan du beholde en unge af hvert køn og have dem gående sammen to og to, altså to hunner og to hanner. Det kan i mange tilfælde lade sig gøre, men der kan ikke gives garantier for at hannerne vil kunne enes altid.
Så er spørgsmålet jo så hvor langt hun er henne. Marsvin går drægtige i 10 uger, og når de er 7-8 uger henne kan man begynde at mærke ungerne sparke. Op til 10 dage inden vil bækkenet begynde at udvide sig, hvilket kan mærkes når man føler på bækkenknoglerne. Jeg synes en god måde at fornemme det på er at lade en finger glide langs rygsøglen og ned til halebenet, og så kan man ved enden af halebenet mærke hvordan knoglerne efterhånden glider fra hinanden så der bliver mere luft mellem haleben og bækkenknogler.
Når ungerne er født, så husk de skal være hos deres mor til de er 4 uger og vejer min. 300 g. Jeg kan anbefale DMKs bog “Marsvin” (bog 1), som har en stor sektion om drægtighed, fødsel og unger og som kan være en god forberedelse på det der skal ske. Den kan købes gennem vores PR-afdeling.
Venlig hilsen veterinærsygeplejerske Christina Vildershøj