Spørgsmål
Hej
Jeg har et ganske kort spørgsmål til brevkassen; kommer marsvinehunner egentlig i brunst under drægtighed?
Mvh. Benedikte

Svar
Hej Benedikte

Ja, det kan de faktisk godt. Ifølge V. C. G. Richardson ”Diseases of Domestic Guinea Pigs” (Blackwell Publishing 2000) er der eksempler på at marsvin har været drægtige med to kuld undfanget i hver sin brunst. Fænomenet kaldes ”super føtatio” og kendes også fra katte og, så vidt jeg ved, kaniner. Livmoderen hos marsvin er bygget op med en fælles del som nederst munder ud i skeden, og øvest deles op i to lange horn som ender i æggelederne og æggestokkene. Fostrene ligger normalt fordelt i begge horn, men ved en drægtighed hvor der er tale om to kuld af forskellig alder ligger det ene kuld som regel i det ene horn, og det andet kuld i det andet horn. Oftest er der tale om to kuld som er undfanget i to på hinanden følgende brunster, men der er også eksempler på kuld med 35 dage mellem. Det er muligt for begge kuld at blive født og opfostret, men personligt kender jeg ikke til nogen tilfælde her i Danmark. Til gengæld har jeg en enkelt gang oplevet en af mine egne hunner vise brunst selvom hun var drægtig.

Ovenstående betyder også at vi ikke kan regne 100 % med at en hun ikke er drægtig, blot fordi hun kommer i brunst.

Venlig hilsen
Christina Vildershøj Jensen

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *