Spørgsmål:
Hej,
Jeg er nødt til at spørge om marsvin kan tåle kernehuse fra æbler og pærer?
Vi havde engang en kanin, og der læste jeg kaniner ik må få kerner, de er giftige for dem? Og jeg kan ik finde noget om marsvin og kerner fra æbler og pærer…
Jeg vil så gerne prøve at give vores marsvin et helt æble, også for aktivering om at gøre..
Mvh Marianne 🙂
Svar:
Hej Marianne
Kernerne indeholder små mængder blåsyre, som egentlig er giftigt. Nu er det jo sådan med gift at det er mængden af en gift der er farlig og det kan være relativt fra art til art, og jeg ved helt ærligt ikke hvor mange æblekerner der skal til før det bliver et problem for marsvin. Når nu man kan undgå at give dem kernerne, ved at skære dem fra, så ville jeg da nok gøre det. Derudover vil jeg advare dig om at æbler kan indeholde en del syre som kan beskadige læberne på marsvin og give anledning til at en svamp i mundhulen får fodfæste på læberne og giver det vi kalder læbesvamp. Jeg ville derfor altid selv servere æbler i små bidder (og små mængder, da de er meget sukkerholdige og fedende og kun bør gives som en godbid). Vil du prøve at aktivere dem med et større stykke grønt, så prøv f.eks. med en halv majskolbe som de selv pakker ud og gnaver sig igennem – de elsker bladene og de fine ”hår”. Majs er heller ikke ligefrem slankemad, så ikke noget de skal have hver dag.
Venlig hilsen Veterinærsygeplejerske Christina Vildershøj