Spørgsmål
Vi hat taget et gammelt marsvin til os. Den skal nyde sit otium her. Vi mener den er 5-6 år. Den har levet kummerligt det sidste år.
Vi har købt godt marsvinefoder, den får godbidder og grene som beskrevet på jeres hjemmeside. Spørgsmålene er:
Hvordan aktiverer vi den, den synger slet ikke?
Må den få halm iblandet hø?
Må den gå på græs i et sikkert bur?
Må den sove ude når det som nu er så varmt(sikkert bur og træhus)
Hvordan vender vi den til kærtegn?
Vil den synge igen?
Hvornår ved vi det er ved at være slut? Tænker her på vores børn og døden
skal vi klippe kløer?
På forhånd tak for hjælpen.
Mona Madsen
Svar
Hej Mona
Hvor er det dejligt at I har besluttet at give et gammelt marsvin en sidste god tid.
Er marsvinet alene, eller har det en makker? Nogle marsvin siger ikke så meget, og endnu mindre hvis de går alene. Når først de har selskab, har de mere grund til at pludre og småsnakke. Den bedste måde I kan aktivere marsvinet på, hvis det er alene, er at give det noget af jeres tid: sidde ved buret og snakke til det, sætte en hånd ind i buret, gerne med godbidder i håndfladen eller mellem fingrene og langsomt vænne marsvinet til at I er dets nye selskab. Fordi marsvinet er så gammelt, vil jeg ikke umiddelbart anbefale jer at anskaffe en makker. Det kan jo være at marsvinet kun lever et halvt år endnu, og så står I og skal finde en ny makker til makkeren. Når først marsvinet er mere trygt ved jer, kan I tage det ud og sidde og kæle med det. Man kan også aktivere det ved at sørge for grene, gerne med blade på, til at gnave i. Der findes også godbids spil og foderbolde som man kan aktivere med. At sætte det ud på græs i en løbegård er også en form for aktivering. Så længe det er min. 10 grader, men gerne over 13 grader, der hvor marsvinet skal sove, burde det være ok også om natten. Husk at sørge for et godt isoleret skjul til det, hævet fra jorden så det ikke er for koldt, og at buret er afskærmet for vejr og vind på 3 sider. Tænk også på at de nemt kan få hedeslag, så der skal være sørget for skygge i udeburet.
Marsvin spiser normalt ikke halm, men har brug for masser af hø, som er deres basisfoder. Jeg ville spare halmen og nøjes med høet.
Alle marsvin har brug for at få klippet kløer jævnligt, som regel en gang om måneden. Dette er især vigtigt for gamle marsvin, hvor kløerne med tiden kan være blevet krogede og vokse i uheldige retninger og bore sig ind i poterne hvis de får lov til at blive for lange. Du kan se hvordan man klipper kløer i vores info-ark om kloklipning.
Når marsvinet har levet så længe som 5-6 år, så er det hvad vi vil kalde gammelt. Man siger at marsvin i gennemsnit bliver 4-5 år, så alt over 5 år må betragtes som en gave. En af de ting man ofte oplever når marsvinet bliver så gammelt, er sådan noget som nyresvigt. Man vil opleve at marsvinet drikker mere, har god appetit og spiser normalt, men at det afmagres. Dette er fordi nyrerne ikke længere kan koncentrere urinen godt nok og mister næringsstoffer, bla. proteiner. Resultatet er at marsvinet mister væske igennem nyrerne og derfor må drikke mere, samt mangler proteiner til at vedligeholde muskulaturen. Så længe marsvinet spiser og virker glad, kan man lade det leve, og det kan i nogle tilfælde leve flere måneder og have det fint. Men den dag det holder op med at spise og / eller virker nedstemt, så må man være klar til at sige farvel. Lige så snart man opdager at det ikke vil spise, skal man gribe ind og konsultere dyrlægen, og evt. få det aflivet. En god måde at overvåge om marsvinet har det godt er at veje det ugentligt, for at holde øje med evt. vægttab, og at holde øje med hvor meget det spiser og om det spiser.
Jeg har en enkelt gang oplevet et dement marsvin. Vi ved at hunde kan blive demente, ligesom mennesker, og samme symptomer kan, efter min erfaring, også opleves hos marsvin. Et dement dyr virker desorienteret og forvirret, og kan måske ikke finde ud af at gå hen til madskålen når der kommer foder, eller finde rundt når det kommer i nye omgivelser.
Gamle marsvin sover også rigtig meget. Og endelig kan de have svigtende syn, f.eks. grå stær, eller få gigt, hvilket ses af at de ikke længere hopper op hvor de plejer og ikke er så aktive længere. Virker marsvinet smerteplaget bør det selvfølgelig have hjælp hos dyrlægen, som kan afgøre om der er tale om gigt ud fra røntgenbilleder og udskrive smertestillende medicin eller anbefale at få marsvinet aflivet, alt efter hvor svær gigt der er tale om.
Venlig hilsen Veterinærsygeplejerske Christina Vildershøj