Spørgsmål
Kære brevkasse.
Vi har to søde hanmarsvin, som nu er ca. 10 måneder gamle. Det har desværre vist sig, at en af mine døtre er allergisk overfor hø (hun har også græspollenallergi) – men hun er ikke allergisk overfor marsvin.
Så mit spørgsmål er nu, om det er muligt at erstatte hø med noget andet eller helt udelade det fra kosten, hvis marsvinene får masser af andet forskelligt grønt, grene ovs? Jeg har søgt meget på nettet, men får det indtryk, at masvin altid skal have adgang til hø og ikke kan klare sig uden. Hvis det er tilfældet bliver vi nødt til at skille os af med dem, og det ville vi være meget kede af. Vi håber på svar hurtigst muligt.
Mvh. Irene og familie

Svar
Hej Irene

Hvis marsvin skal undvære hø, kan de meget nemt få problemer med tarmsystemet og tænderne. Hø er basiskosten for marsvin og udover at det giver dem næring så er det livsvigtigt for at holde tarmsystemet i gang, og det hjælper med at slibe kindtænderne. Marsvin har brug for de grove fibre der er i hø, og selvom du kan få virkelig godt tørfoder (Burgess Excel), som er lavet på græs, så anbefaler end ikke denne producent at man kører marsvinene udelukkende på tørfoder.

Min kæreste er også græspollenallergiker, og derfor har jeg fra starten af benyttet høhække til høet, så det ikke støver så meget og ikke så nemt kan hvirvles rundt, fremfor at lægge det løst i buret. Du kan få nogle plastichøhække til at sætte uden på buret, så de kun er åbne ind mod tremmerne og øverst, hvor du lægger høet i. Det kan være det kan hjælpe jer.

Hvis det kun er græs din datter ikke kan tåle, er det muligt at du kan finde alternativer til græshø, og så bruge Burgess Excel piller eller lign. ved siden af. Man kan bla. få nogle klodser og ruller af lucerne (alfalfa på engelsk), som måske kunne være en mulighed som et fiber-alternativ til græshø.

Venlig hilsen Christina Vildershøj

Efterskrift: siden jeg skrev svaret på dette indlæg har jeg erfaret at lucerne ikke er sundt for marsvin i for store mængder. Dette skyldes det store indhold af kalk, hvilket øger risikoen for blæresten og blæregrus, da marsvin ikke er i stand til at lagre overskydende kalk i kroppen, men udskiller den i urinen. Det kan derfor være en god idé at prøve alternativer til løst hø, som ikke nødvendigvis er lucerne, for at se om dette tolereres af en allergiker. Alternativer kan være høruller (fås hos visse dyrehandlere, bla. LUX-shoppen eller Burgess Excel høkuber.
Christina Vildershøj, april 2013

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *