Spørgsmål:

Kære dmk

Jeg vil gerne anskaffe mig et par marsvin, og er i tvivl om de kan gå i et udebur?
Et andet spørgsmål er om de kan gå sammen med kaniner?

Mvh
Katrine

Svar:

Hej Katrine

Nej til begge dele. Marsvin trives ikke når det bliver for koldt og vådt, så om vinteren skal de gå indenfor. Undersøgelser har vist at de bruger for meget energi på at holde sig varme, når temperaturen når under 13 grader. Skal de stå ude, f.eks. i et isoleret skur, skal man derfor sørge for at der kan holdes en rimelig temperatur året rundt. Hvis ikke man har dem indenfor, er der også større risiko for at man overser sygdom inden det er for sent, fordi man så har tendens til at se på dem mindre.

I forhold til at holde dem med kaniner, så må det på det kraftigste frarådes. Det er to forskellige arter, som ikke taler samme sprog. Marsvinene kan derfor overse advarsler fra kaninerne og komme slemt til skade når de sparker eller bider efter dem. Der er også eksempler på marsvin der er blevet mast af kaniner, som jo kan være temmelig meget større. Ligeledes kan marsvinene finde på at bide efter kaninerne, som jo heller ikke forstår marsvinenes advarsler om at gå væk. Begge arter er sociale dyr, men bør have selskab af artsfæller fremfor andre arter. Det er normalt ikke et problem at få marsvin til at enes i et bur, men kan være en større udfordring med kaniner, som kræver en hel del mere plads i kraft af at de er territoriale. En anden vigtig ting at tage med er deres ernæringsbehov. Marsvinefoder er normalt mere energirigt end kaninfoder, og SKAL indeholde C-vitamin, som marsvin ikke selv kan danne. Marsvin spiser mere grønt end kaniner (og kan fint tåle sådan noget som kål), hvor kaninerne har brug for en smule mere hø og man skal være lidt mere varsom med hvilke grøntemner man udvælger til dem. Det vil sige, at hvis de skal deles om foderet, så kan det nemt ende med at den ene part får mindre end hvad de har behov for og den anden får for meget.

Så, konklusionen må været at holde marsvin med marsvin og helst indendøre.

Venlig hilsen Veterinærsygeplejerske Christina Vildershøj