Spørgsmål:

Hej Dansk Marsvineklub

 

Jeg har et spørgsmål til at sætte marsvin sammen, som går ud på at jeg havde tænkt mig at købe to hanmarsvin til at gå sammen. Umiddelbart var det min opfattelse, at så længe de var brødre, ville det ikke være et problem. Efter at have snakket med den opdrætter jeg overvejer at købe fra, har jeg fundet ud af,at selv brødre kan komme op og toppes når de bliver ældre. Jeg spurgte derfor, om det ville være bedre at starte med at købe en han, og efter et halvt år købe endnu en, så der var et halvt år imellem dem. Der er derved større sandsynlighed for at de ville kunne sammen, men ulempen er, at den ene han skulle gå alene i et halvt år, og hvad så hvis det viste sig at de alligevel ikke kunne sammen. Mit spørgsmål lyder derfor på, om det ville være bedre at købe en han, og lade den kastrere så den kan få en hunpartner?

 

Mvh Mathilde

 

Svar:

 

Hej Mathilde

Den mest ideelle løsning, af dem du skitserer, er rigtigt nok at få kastreret en han og så lade ham få en hun som partner. Som du selv er inde på kan der ikke gives nogen garantier mht. om hannerne kan enes, selvom det i mange tilfælde går godt. Med en han og en hun plejer der ikke at være problemer.

Venlig hilsen Veterinærsygeplejerske Christina Vildershøj