Vejledning i klagesager

Hvis du står i en situation hvor du har brug for at klage, har DMK lavet denne vejledning i klagesager. Vejledningen skal sikre en ensartet procedure for klagesager såvel som en ensartet behandling af alle i klagesager.

Klage over dommer

Klager over en dommers faglige virke eller opførsel skal indsendes skriftligt til bestyrelsen senest 2 uger efter bedømmelsen. Bestyrelsen videresender herefter klagen til Dommerkomitéen, som i henhold til vedtægternes § 40 behandler selve sagen. Efter endt sagsbehandling afgiver Dommerkomitéen en indstilling til bestyrelsen. En eventuel sanktion gives af bestyrelsen i samråd med Dommerkomitéen, som beskrevet i Dommerreglementet.

Generelle klager:

Ved modtagelse af en klage sendes en kopi altid til den person, der klages over, uanset om klagen efterfølgende behandles eller afvises. Herefter undersøges det, om klagen hører under DMKs beføjelser. Bestyrelsen har besluttet kun at behandle klager foregået indenfor DMK-regi, hvilket betyder, at bestyrelsen f.eks. ikke blander os i diskussioner fra diverse online medier, uanset hvad disse måtte indeholde, eller i tvivlsspørgsmål i forbindelse med køb/salg af marsvin.

Hvis klagen ikke hører under DMK’s beføjelser afvises den, men den der klages over, vil under alle omstændigheder modtage kopi af klagen, med beskrivelse af hvorfor den ikke kan behandles af os.

Hvis klagen behandles af os, sendes en kopi af klagen til den der klages over og der sendes svar til klager om, at klagen er videresendt og vil blive behandlet på førstkommende bestyrelsesmøde.

Ved modtagelsen af en klage sendes følgende standardsvar til klager:

Din klage er modtaget. Vi sender et kopi af klagen til modparten, så han/hun får mulighed for at blive hørt i sagen. Venligst fremsend billeddokumentation, dyrlægeudtalelse og evt screenshots af samtaler inden 10 dage, Klagen vil blive behandlet på næstkommende bestyrelsesmøde.

Mvh bestyrelsen for DMK.

Derudover sendes standardsvar til den der klages over:

Vi har modtaget følgende klage (vedhæftet). Du har mulighed for at sende en e-mail som beskriver din side af sagen, samt medsende billeddokumentation, dyrlægeudtalelse og evt screenshots af samtaler inden 10 dage, hvor efter vi tager stilling til klagen på næstkommende bestyrelsesmøde

Mvh bestyrelsen for DMK.

Hvis nødvendigt, indhentes yderligere oplysninger. Dette er for at belyse sagen mere, hvis bestyrelsen føler der mangler oplysninger fra klagen eller fra svaret på klagen. Det kan også være at undersøge oplysninger givet af klager eller anklagede for at forhindre, at der ikketræffes afgørelse ud fra forkerte oplysninger. Oplysninger kan også indhentes fra andre der har været til stede, dvs. DMK medlemmer.

Klagen behandles, som skrevet til klager, og der træffes en afgørelse baseret på vores vedtægter. Der forholdes også til tidligere klagesager for at sikre ensartethed i afgørelserne.

Svar sendes til klager og den person der er klaget over om afgørelse, hurtigst muligt efter beslutningen er truffet. Svaret sendt til klager/den der klages over, skal godkendes af et flertal i bestyrelsen.

For at sikre en veldokumenteret og retfærdig proces behandles klagesager som udgangspunkt på baggrund af en skriftlig klage fra et medlem. Hvis bestyrelsen i sit virke observerer forhold, der kan være i strid med vedtægterne (jf. § 32), skal bestyrelsen sikre, at der oprettes et skriftligt sagsgrundlag, før sagen kan behandles. Dette gøres for at sikre, at alle sager, uanset hvem der rejser dem, behandles på et oplyst og dokumenteret grundlag og ikke på baggrund af rygter. I sager hvor der er tale om grov misrøgt, kan DMK vælge at kontakte Dyrenes Beskyttelse, som tager over herfra. Hvis den anklagede ikke er medlem har DMK ingen rettigheder, og må henvise til, at klager selv kontakter DB

Klageren/den anklagede kan anke bestyrelsens afgørelse senest en måned efter bestyrelsens. beslutning. Hvis beslutningen herefter stadig fastholdes af den siddende bestyrelse, kan sagen kun genoptages på en GF. En generalforsamlings beslutning er altid gældende og kan ikke ankes. Hvis bestyrelsen har uddelt karantæne/prøvetid, kan beslutningen ankes så længe karantænen/prøvetiden løber. Eneste undtagelse herfra er, hvis General Forsamlingen stadfæster beslutningen. Medlemmer og Bestyrelsen har til hver en tid ret til at bringe sagen frem for General Forsamlingen, for at få omstødt/stadfæstet beslutningen.

Sidst revideret af bestyrelsen for Dansk Marsvinklub oktober 2025