Dansk Cuy Klub (DCK)

CUY – KÆMPEMARSVINET

Cuy’en er et kæmpemarsvin, som stammer fra Sydamerika. Her er de opdrættet i tusindvis af år, som køddyr til slagtning. Det er helt almindeligt, i bjerglandsbyerne i Andesbjergene, at en familie har en flok på mindst 20 cuy’er gående i køkkenet.

Det er bevist, at cuy’er allerede 4000 år før Kristus, blev holdt som husdyr af urbefolkningen. Flere af de indianske stammer, som dengang tæmmede marsvinene, eksisterer slet ikke mere. Heldigvis har nogle få folkeslag perfektioneret cuy-avlstraditionen helt frem til vor tid.

Der findes flere navne for dette kæmpemarsvin, men den mest almindelige betegnelse er slet og ret “cuy”, navnet som dyrene fik, på grund af deres gryntende lyde. Cuy’er er altså blevet holdt som husdyr gennem de sidste 6000 år og tæller sammen med lamaer, alpacaer og vicunaer som “Andesbjergenes nyttedyr”.

Cuy nyder en meget høj anseelse, både som spirituelt, men også i betydningen som næringskilde, idet kødet er meget proteinrigt og kolesterolfattigt. I ældre tid var Cuykød almindeligt som rejseproviant, når man til fods drog rundt i bjergene.

Da de første cuy’er blev indført til Europa, af nogen af de første opdagelsesrejsende, begyndte avlen at tage to forskellige retninger. I Europa gik avlsarbejdet fortrinsvis på, at fremelske forskellige farve- og strukturracer, som efterhånden degenerede marsvinet. Hvorimod man i Sydamerika lagde større vægt på størrelse, robusthed og kvalitet som kødleverandør.

Næsten enhver Indio holdt cuy’er, for dyrene var lette at håndtere. De var ikke kræsne, men åd alt der var grønt, ja endda køkkenaffald, hvilket indbragte dem navnet “svinet fra Guinea”. I tidens løb udvikledes flere lokale cuy-avlsstammer, som var forskellige i pelsstruktur, kropsbygning og vægtklasse.

I Sydamerika skelner man imellem to grundtyper af cuy’en:

Den ”bracoide” type:

• Bygget lige højt for og bag.
• Kompakt krop med runde former
• Korte ben
• Prismeformet hoved
• Vokser i bredden, har god muskelansættelse, bliver ikke så let fede, meget værdsatte i avlen
• Findes overvejende i de højere egne i Andesbjergene

Den ”graoide” Type:

• Meget spidst hoved
• Forlænget pileagtig krop
• Vokser i længden
• Danner mindre muskelfibre, har tendens til at blive fed og til at udvikle bindevævssvagheder, derfor ikke så anset i avlen.
• Findes hyppigst i de lavere beliggende egne i  regionen

Selvfølgelig eksisterer de samme strukturracer i Sydamerika som herhjemme, kun har man dem ikke som helt renavlede. Man må ikke glemme, at vore marsvin ”nedstammer fra cuy’erne”, således, at alle de af os fremavlede kendetegn allerede må have ligget et eller andet sted i arvematerialet (generne). Dyrene bliver opdelt i 4 klasser, alt efter pelstype:

Type 1: Glathårede, engelsk og amerikansk crestede, træffes hyppigst.

Type 2: Abyssiniere, har lidt længere pelshår, er ligeledes meget yndede.

Type 3: Langhårsdyr, lige meget hvilken pelsstruktur. Træder mere i baggrunden, da Sydamerikanske avlere klager over, at de ikke er lette, at pleje og at deres slæb kan være en hindring for parring.

Type 4: Dyr med korte ru pelshår. Bliver mere og mere populære, på grund af deres rolige temperament.

Klassifikationen af farverne er meget nem, nemlig: sort, brun, gul og hvid.

De mest almindelige farver på cuy’en er de lyse farver som: hvid, creme/hvid, rød/hvid. De mørke cuy’er, sorte og agouti, er mere sjældne, disse bliver særligt udvalgt og især brugt til rituelle og medicinske formål.

Noget der i sydamerika er helt selvfølgeligt og ønsket, er cuy’ernes kæmpevækst. Det bliver anbefalet avlerne, altid at udvælge de bedste ungdyr. En han bør i en alder af 4 måneder opnå en vægt på mindst 1 kg og en hun på 3 måneder skal veje mindst 700-800 g. Disse unger opnår ved store kuld absolut fødselsvægte, som vi kender fra vore almindelige marsvin, nemlig mellem 100-150 g, men cuy’erne tager dobbelt så meget på om dagen. I gennemsnit godt 100 g om ugen.

I en alder af 3/4 til 1 år vejer disse kæmper 2,0 til 2,5 kg, mindre eksemplarer ofte kun 1,8 til 2,0 kg. Den største kæmperace ”cobayo” kan med en kropslængde på 50 cm sågar opnå en slutvægt på 4,6 kg.

Man må tydeligt advare mod krydsningsforsøg mellem cuyhanner og almindelige marsvinehunner, og det ikke kun på grund af de primære størrelsforskelle. Også Ccuy’ens knoglebygning adskiller sig tydeligt fra vore europæiske marsvins.

• Kantet – benet, stort kranie
• Kødfulde poter
• Ofte et forlænget haleben
• Ved ”cobayo’erne” er brystkassen anlagt bred og spidst udløbende
• Man ser hyppigt polydaktyli (overtallige tæer)

Også om cuy’ens karakterkendetegn blev der ofte berettet. Således blev det slået fast, at Cuy’erne ikke ubetinget er egnede som kæledyr, da de ind imellem kan reagerer meget sky og panikagtigt. Også i flok kan de optræde mere rabiat og groft. Således er der til hver han en overhun, som enten kraftigt afviser andre underhunner, eller tillader dem at være i haremmet og dermed tolererer dem. Parforbindelsen mellem hannen og overhunnen er så stærk, at hele gruppen lider under det, hvis man skiller dem ad.

Ovenstående er uddrag fra: – R. A Trujillo Bravo (1994): Biologia del Cuy – Vol. z. ESPC, Riobamba.EC. 
– Dr. J. Esquivel R. (1994): Criemos Cuyes. IDIS, Cuenca-EC.

Andre oplysninger om Cuy! 
Cuy’er er noget mere vilde af temperament end vore almindelige marsvin og kan bestemt ikke anbefales som et førstegangs marsvin, eller som kæledyr til mindre børn. Derimod er cuy’en utrolig spændende, hvis man i forvejen har kendskab til og forståelse for marsvin.

Cuy’en kan let tæmmes og blive kælen, men det kræver en daglig indsats og en god portion tålmodighed. Heldigvis er cuy’en, på trods af sit “naturtemperament”, ikke værre til at bide fra sig, end alle andre marsvin og det vil sige, uhyre sjældent.

Cuy spiser det samme som alle andre marsvin, dog anbefales det, at give betydeligt mere saftfoder (grønsager) og hø og holde lidt igen med kraftfoderet.

Drægtighedstiden for en cuy er også den samme, altså fra ca. 68 til 72 dage og kuldstørrelsen er oftest på 3-6 unger.

En Cuy bliver typisk omkring 3 år gammel, men der er mange eksempler på cuy’er, som er blevet helt op til 9 år.

Cuy er udstillingsmæssigt i kategorien ustandardiseret – og konkurrerer ikke med ‘almindelige’ marsvin

En cuy skal skelnes fra normal størrelse marsvin ved sin krops størrelse og dens store kraftige hoved. Størrelsen og kroppens længde er det mest racetypiske for en cuy og for at en cuy at blive betragtet som god kvalitet.

Størrelse 20 point
En cuy skal veje mindst 1100 gram ved fem måneders alder. En cuy vokser indtil den er omkring 18 måneder, og skulle have opnået en vægt over 1700 gram, meget gerne mere. Hunnerne er normalt mindre end hannerne. Det er fra starten et dyr der er opdrættet som et køddyr og derfor skal have en masse muskelmasse.

Kropsform 15 point
Kropsformen skal være lang med fast huld og godt muskuleret. Kroppen skal føle sig fast og kraftfuld at tage fat i. Nakken bør være dyrets højeste punkt. Benene skal være stærke med lige benvinkler for at bære den store lange krop.
De mest almindelige fejl: Kort rygrad, talje, krumning på ryglinje, kantet, smalle skuldre, umarkeret hals, forkert ben / fodstilling, ekstra tæer, ulvekløer, fodstørrelse i forhold til alder.

Hoved 10 point
Hovedet skal være stort og stærkt med kraftige kæber og bredt med en hvælvet profil.
De mest almindelige fejl: Flad pande, smalt hoved, spids næse, for kort underkæbe, for langt eller for lille hoved

Farve/tegning 10 point
Bedømmelse sker efter hvilken race udstilleren ønsker dyret bedømt efter.

Pels 15 point
Skal være glat, spændstig og tæt. Gerne silkeagtig og blød. Den skal desuden være ren og velplejet. Lange hår fjernes ved trimning og dyret skal fremstå veltrimmet

Øjne 10 point
Øjnene skal være store, runde, af samme størrelse, sat med god vidde imellem og sat ens på hver side af dyrets hoved. De skal yderligere være vågne, klare og opmærksomme.
Fradrag for mandelform, fatty eye, hængende øjenlåg, irriterede, rindende øjne og lignende.

Ører 10 point
Ørene skal være store, flade, nedadhængende og uden folder. De skal være af samme størrelse, sat med god vidde imellem og sat ens på hver side af dyrets hoved.
Fradrag for ørefold(er), krøllede ører, for små ører, skæmmende bidsår/flænger, små hudflapper og vorter. Fradrag ved forkert og for høj ansats.

Kondition og præsentation 10 point
Dyret skal være velbygget og have et muskulært fast huld uden at være fed. Et velplejet, rent, roligt, harmonisk og velpræsenteret dyr skal gives fuld karakter. Tænder og kløer skal være normale.
De mest almindelige fejl: Lange klør, snavset, fældning, sår, ar, mager / fed, talgkirtler, beskadigede tænder, misfarvet pels. Panikanfald eller paralyseret foderstand.
Fradrag for knuder, hømider samt hvis dyrets temperament gør, at det ikke kan bedømmes ordentligt.

Total 100 point

Mange af vores spændende farve- og/pelskombinationer stammer fra mutationer i cuy, som derefter er blevet brugt til at avle ‘ned’ i almindelige marsvin.

Som eksempler er en nylig populær variant california. I modsætning til himalaya, der altid er hvid med kuldepunkter på skalaen sort, chokolade eller blå og altid har røde øjne, så har california et helt eget gen, der gør at kropsfarven kan være både hvid, creme, buff, gylden eller rød – og med kuldepunkter på den mørke farveskala. Dette gør at california kan have mørke øjne, der korresponderer med kroppens farve. Dog har alle disse farver også muligheden for at have røde øjne.

Et andet eksempel er den meget ny pink devil. Her gør det sig gældende at hvor røde øjne normalt udtynder de mørke farver, så f.ex. sort bliver lilla, så bibeholder pink devil genet den mørke farve selvom øjnene er røde (se header billedet).