Spørgsmål
Kære marsvineklub.
Vores marsvin har fået unger, og det er jo dejligt. vi lånte en han som nu er afleveret tilbage så vi har fast to hunner samt ungerne selvfølgelig. Det var egentlig meningen at alle unger skulle sælges men min datter har forelsket sig meget i det vi tror er en lille han. men her er problemstillingen: Kan en kastreret hanunge gå i samme bur som dens mor går i eller er det uetisk, da den vel vil parre sin mor? Omvendt kommer der jo ikke noget ud af det…
håber på hurtigt svar.
mange hilsner fra
Vibeke Jessen
Svar
Kære Vibeke
Først og fremmest tillykke med ungerne!
Om noget er uetisk eller ej og jo i bund og grund hvad vi mennesker opfatter, for dyrene har ikke nogen mening om det. Det der er vigtigt for dyr er om de får opfyldt deres forskellige behov og ikke lider under smerte eller angst. Så at I vælger at få hannen kastreret og sat sammen med hans mor, opfylder egentlig bare marsvinenes behov for selskab og for at udfolde sig som marsvin nu engang gør, hvilket også vil sige at han vil parre sin mor når hun er i brunst. Dyr tænker ikke i de baner at det ville være unaturligt. Når først ungen er vænnet fra og blevet stor, så forholder moderen sig til sin tidligere unge, som til ethvert andet marsvin.
Spørger du mig som menneske om jeg synes det er uetisk at sætte en kastreret han sammen med sin mor, så vil jeg sige nej. Jeg er ikke tilhænger af at man lader mor og søn få unger, men det er mere fordi man løber en risiko for at dårlige gener videregives dobbelt til afkommet (ligesom de gode vil). I dette tilfælde skal hannen jo heldigvis kastreres, så den risiko løber du ikke. Jeg synes kun det er positivt at hannen får en mulighed for at få sit behov for selskab opfyldt og for at udfolde sig som han, og egentlig synes jeg også det er positivt for hunnerne at de kan få deres behov for parring opfyldt og at de vil få en naturlig flokleder. Så pyt med at det er den enes søn.
Husk at hannen godt kan være kønsmoden allerede som 4 uger. Man plejer at sige at de bliver kønsmodne når de når en vægt af ca. 350 g., så han skal tages fra når han når til det punkt, så han ikke gør sin mor og søstre drægtige. Når han er kastreret bør han vente 3 uger med at blive sat sammen med hunnerne, for at man kan være sikker på der ikke er flere levedygtige sædceller tilbage.
Venlig hilsen Christina Vildershøj Jensen