Spørgsmål:

Hej.

Vores to børn på 5 og 7 år vil gerne have kæledyr – enten kaniner eller marsvin. Min mand og jeg har så valgt at det skal være et fælles kæledyr for hele familien. Vi har nu i et stykke tid undersøgt på internettet, hvorledes man skal passe kaniner og marsvin. Hvad vi har kunnet læse os frem til er, at kaniner ikke er glade for at blive taget op og nusset med som marsvin. Kaninerne ville vi skulle have uden for i et større anlæg, hvorimod marsvinene vil have det bedst indenfor. Da børnene rigtige gerne ville kunne sidde og nusse med et kæledyr, hælder vi derfor mest til et marsvin.

Vi vil gøre det rigtigt fra starten. Derfor vil vi gerne være helt sikre på, hvad vi går ind til. Jeg har derfor nogle få spørgsmål, jeg håber at kunne få svar på.

  1. Min mand vil selv bygge et “bur” til dem, som ville skulle stå i stuen. Vi har tænkt, at vi gerne vil have 3-4 marsvin gående sammen. Hvor stort et bur er bedst til den mængde? Vi har set noget med 120×60 cm., men vi syntes ikke det lyder særligt stort.
  2. Vi har læst at marsvin har hierarki og derfor kan komme op at slås. Hvordan undgår vi bedst dette? Kan man gøre noget i forhold til indretningen af buret? Eller er der en sammensætningen af køn, der er bedre end andre – altså helst hunner eller kun hanner eller en blanding (vi ønsker ikke at de får unger)?
  3. Min mand er meget lydfølsom, når han skal falde i søvn. Vores soveværelse ligger ved siden af stuen, hvor marsvinene skal bo. Nogen siger, at marsvin ikke larmer, andre siger de larmer meget. Hvor meget støj laver de?
  4. Vi har kigget marsvin på Dyrenes Beskyttelses hjemmeside, hvor der ved nogen står, at marsvinene er forebyggende behandlet med et midemiddel. Er det noget man anbefales at gøre, uanset om man køber dem dér eller hos en opdrætter? Skal marsvin ellers vaccineres mod noget?
  5. Er det sikkert nok at købe dem ved Dyrenes Beskyttelse eller andre lignende dyreværn, eller er det bedst hos en opdrætter?
  6. Jeg syntes det er synd med uønskede dyr, så vil gerne købe fra Dyrenes Beskyttelse. Men så er vi igen tilbage med marsvinenes hierarki, så man kan vel ikke være sikker på, at hvis man køber 3-4 derfra, at de ville kunne enes i et fælles bur? Er det bedst man køber det fra samme sted, eller kan man købe fx 2 fra internat og 2 fra en opdrætter?
  7. Er det bedst at købe alle 3-4 marsvin på én gang eller skal de købes en ad gangen, for ikke at skabe ballade mellem marsvinene?

Venlig hilsen

Camilla

Svar:

Hej Camilla

Hvor er det dejligt at I er så grundige inden anskaffelsen af marsvin!

Jo flere marsvin sammen, jo mere plads kræver de og jo mere kompliceret kan hierarkiet nogle gange være. Jeg tror jeg ville gå efter 3 marsvin, og så et bur på min. 120×60 cm, gerne større. Jeg synes det er lidt for småt til 4.

Når I skal have mere end to, så vil den bedste sammensætning være 1 kastreret han og 2 hunner. Så vil hannen være den naturlige leder i flokken og der vil være mere harmoni. Alternativt 3 hunner, hvor I så evt. vil kunne opleve lidt fnidder. Jeg ville nok ikke prøve med 3 hanner, da de nok fungerer bedst i par i stedet. Hanner der skal gå sammen, må ikke blandes sammen med hunner, da de så vil se hinanden som konkurrenter. Det gælder også selvom de bliver kastreret.

I forhold til indretning af buret, så kan de normalt godt deles om madskålene, men det kan være en god idé at have flere sovepladser/skjul, så de ikke skal skændes om det. Det kan være alt fra en hylde i buret, huse eller bløde huler. Mange bruger de såkaldte Carportshuse, som speciallaves i nogle webbutikker (f.eks. foderhulen.dk), hvor der er en hængekøje spændt ud mellem tre vægge, så man har både hus og hængekøje i et, og altså to gode sovepladser.

Jeg ser ikke noget i vejen for at købe marsvin hos Dyrenes Beskyttelse eller Dyreværnet, men det vil ofte være voksne marsvin I der køber. Muligvis kan I ad den vej købe en han som allerede er kastreret, eller få det gjort billigere end ved dyrlægen. Hvis I kan komme til at købe en trio, som allerede fungerer godt sammen og er vant til hinanden, enten på internat eller ved en opdrætter, er det selvfølgelig en fordel. Voksne marsvin er ofte mere rolige og nemme at have med at gøre for børn, end små unger er. Og det med en kastreret han, kan kun lade sig gøre når de har en vis alder, dvs. køber I dem fra unger, skal hannen holdes fra hunnerne til han er gammel nok til at blive kastreret (for de er kønsmodne allerede fra omkring 4 uger).

Det er en god idé at de er behandlet for skab (miden) på internatet, men hør også gerne om de er behandlet for lus (med Frontline eller Stronghold, da Ivomec ikke er nok), eftersom lus tit overses på marsvin. Marsvin har ingen virussygdomme, så der er ingen vaccinationer de skal have. Man kan ikke forvente at de er behandlet forebyggende med receptpligtig medicin hos en opdrætter, men opdrætterne i DMK må ikke sælge syge marsvin, så de har et vist ansvar for at sørge for at tingene er i orden. Det sker selvfølgelig alligevel at de overser sådan noget som skab og lus, så det er altid godt selv at kigge nøje på marsvinene.

Det gode ved at købe på internat, er at der er fagfolk tilknyttet (dyrlæger og dyrepassere), som har set marsvinene igennem og behandlet dem. Fordelen ved at købe ved en opdrætter er at opdrætteren har et mere indgående kendskab til temperamentet hos marsvinene, og ofte en større viden om marsvin end internaternes dyrepassere, så her vil I også kunne få råd og vejledning. Dog kan man jo også komme ud for opdrættere der stadig er nye med marsvin selv og endnu mangler erfaring til at kunne dele ud af den på samme måde som de der har opdrættet i 5, 10 eller 15 år, så man skal se sig lidt for. Hos opdrætteren kan man også se hvor marsvinene kommer fra (og vælge til eller fra ud fra det), hvorimod marsvin hos internatet kan være uden kendt baggrund (måske er de mere sky, måske resultat af indavl, måske meget ældre end man tror). Jeg har dog selv haft flere marsvin fra internat og været godt tilfreds med dem. Som I kan se, er der altså både fordele og ulemper ved at købe hos opdrætter eller på internat.

Mht. støjniveauet, så er det sådan at marsvin er dagaktive, hvilket vil sige de er mest aktive om dagen. Det betyder ikke at de ikke kan vågne om natten og pusle rundt, og noget af det mest irriterende ved dem kan være når de skal stå og drikke fra en vandflaske midt om natten, da det rasler ret meget. Jeg kan derfor ikke anbefale at have dem stående lige op og ned ad soveværelset. Alternativt skal de have en vandskål for natten, men den risikerer de at vælte så hele buret bliver vådt. Vandskåle er generelt ikke velegnede til marsvin, da våd pels på hagen også nemt kan give anledning til svamp.

Når nu I sådan søger så meget viden som I kan, så vil det måske være en god idé at ”låne” nogle marsvin så I kan se om det er noget for jer. Måske er der en af børnenes kammerater som skal på ferie og har brug for nogen til at passe marsvin mens de er væk? Eller sæt en seddel op hos den lokale dyrlæge, på deres FB side eller lignende.

Jeg kan også anbefale jer at læse vores Pasningsvejledning og Inden du anskaffer dig marsvin, som findes på hjemmesiden under fanen ”Om marsvin”.

Held og lykke med projektet!

Venlig hilsen Veterinærsygeplejerske Christina Vildershøj