Hanmarsvin alene igen

Spørgsmål:
Hej!

Mit marsvin Carlos er 5 mdr. gammel og vi har haft ham halvanden måneds tid. Vi købte ham fra dyrhandlen, da han lå i et bur for sig selv.
Han blev hurtigt tam og sad roligt og ville kæles for. Han tog endda ofte en lur på os, når vi havde ham oppe.
I sidste uge hentede vi en lille hanunge, for at se om de kunne enes, så Carlos ikke skulle være alene. De blev desværre ved med at slås, så vi afleverede den lille tilbage efter 3 dage.
Efter ungen er blevet afleveret tilbage er Carlos blevet mere vild og hviner mere end han plejer. Nu er det 2 dage siden, han blev alene igen, og når vi tager ham op, kravler han uroligt rundt på os, og vil meget gerne højt op, så han kan kigge rundt. Han render tit meget hurtigt rundt i buret gnaver rigtig meget i ting, hvilket han ikke plejer.
Jeg er klar over, at denne adfærd kan skyldes, at han var glad for at have fået en makker, og nu måske er frustreret over at være alene igen, men hvor længe kan jeg forvente, at det står på?

Vi får ham kastreret næste uge, og vil derefter finde en hun til ham. Hvor lang tid går der efter kastraktion, til vi kan købe en ny ven? Det er trist, hvis han lige var blevet glad for selskabet og nu igen skal gå alene i en måneds tid.

Mange hilsner
K

Svar:
Hej K
Jeg tror du har ret i at han hviner efter selskab, nu hvor han har oplevet det. Det er ærgerligt at det ikke gik med de to hanner, men sådan er det nogle gange.
Jeg kan ikke sætte en tidsramme på hvor længe han vil være så kontaktsøgende. Mine egne hanner bliver gerne ved med det indtil de får selskab igen.
Jeg synes det er en rigtig god plan at få ham kastreret og så sætte en hun sammen med ham. Man mener der kan være levedygtige sædceller tilbage i dem i nogle uger efter kastration, men der er lidt uenighed om hvor lang tid. Nogle siger 2 uger andre 4. Selv plejer jeg at vente 3 uger, medmindre jeg når at se hvornår hunnen er i brunst, og så kan sætte dem sammen, når hun helt sikkert er kommet ud af den igen og ikke kan nå at blive parret inden de 3 uger er gået.

Venlig hilsen Veterinærsygeplejerske Christina Vildershøj

Print Friendly, PDF & Email