Ny med marsvin

Spørgsmål:
Hej med jer.
Vi har anskaffet os 2 hun marsvin i 2 års alderen hos en opdrætter. Buret er 100×50 og de har 1 træhus hver, 1 madskål samt 1 drikkedunk og hø holder.
Vi er nye inden for marsvin og har prøvet at Google os frem til information men det kan godt være lidt svært. Så vi håber at I vil hjælpe os.
Vi bruger nåletræspåner som bundlag men ved ikke hvor meget vi skal ligge i bunden og om det overhovedet er den bedste løsning (mulighederne er jo mange når man læser på Google) er det en god idé med avis papir i bunden under spånerne? Og kan man lave et toilet til dem så de kun urinerer og laver afføring et bestemt sted i buret? Og hvad anbefaler i af grønt til dem?

M.v.h. David Sørensen

Svar:
Hej David
Tillykke med jeres nye marsvin!
I forhold til strøelse, så gælder det om at finde noget som både I og marsvinene kan trives med. Hvor tykt et lag du skal bruge kan være svært at sige. Måske 5 cm? Et tykkere lag holder sig frisk i længere tid, og aviser i bunden suger urinen, så spånerne holder sig lidt tørrere. Med den størrelse bur du nævner, ville jeg nok rense det i bund hver 4. dag, når det er træspåner du bruger. I forskellige foderstoffer kan du få spåner i store baller, og det er både mere økonomisk og ofte kan du også få nogen der er mere grove i det og ikke støver så meget. Vida spåner kan anbefales. Der findes også andre typer strøelse, f.eks. papirstrøelse, men det er oftere noget dyrere. Når der er huse i buret, kan du servere høet i en høhæk, så det ikke trampes fladt og tisses på. Hø er hovedfoderet, og skal være friskt, grønt og velduftende og altid til rådighed.
Marsvin er desværre ikke renlige som kaniner. De tisser gerne der hvor de også sover. Det bedste du kan gøre er nok at lure hvor der oftest er vådt, og så simpelthen rense den plet lidt oftere end hele buret.
Som nævnt er hø hovedfoderet for marsvin, og bør udgøre ca. 70 % af kosten. De sidste 30 % bør være grønt, fortrinsvis bladgrønt. Det kan være forskellige kåltyper, selleri, fennikel, forsk. salater, urter og grønt fra haven (græs, mælkebøtteblade, skvalderkål). Alt nyt grønt skal introduceres langsomt, så maven vænner sig til det nye. Gulerødder og frugt indeholder en del sukker, og skal kun gives i mindre mængder. Tænk på at de skal have C-vitamin tilført dagligt, og vælg grønt som indeholder meget C-vitamin (peberfrugt, kål i forskellige varianter, persille). Tørfoderet skal ligeledes være lavet til marsvin og indeholde C-vitamin (ca. 800 mg/kg). Det skal helst være pelleteret, så marsvinene ikke sorterer i det, og en god tommelfingerregel, så de spiser op og ikke får for meget, er at give 1 spsk pr kg kropsvægt om dagen. Jeg vedhæfter vores madpyramide til inspiration.
Held og lykke med jeres nye marsvin!

Venlig hilsen Veterinærsygeplejerske Christina Vildershø

Print Friendly, PDF & Email