Må et gammelt marsvin gå alene?

Spørgsmål:
Hej Marsvineklub

Vi havde indtil for nyligt to marsvin, en mor og datter, men i slutningen af september måtte vi desværre få datter-marsvinet aflivet pga. en kræftknude. Mor-marsvinet, der går alene tilbage, er ca. 6-7 år gammel. Mit spørgsmål går på, om vi skal vi sætte alt ind på at finde en ny familie til hende, eller det er mere humant at få hende aflivet? Synes bare at det er hårdt at få aflivet et raskt dyr. Eller skal vi blot lade hende bo hos os, som hun kender? Hun lader til at spise og drikke som hun plejer, og hendes bur står i vores dagligstue, så der er liv omkring hende, når vi er hjemme.

Med venlig hilsen,
Anne

Svar:
Hej Anne
Når det er et marsvin der er så gammelt, så synes jeg det er i orden at hun får lov at leve den sidste tid alene, når blot I sørger for masser af opmærksomhed til hende. Det kan også være stressende at skulle finde sig til rette i en ny familie når man er så gammel, eller skulle acceptere en ny makker. Jeg ville bestemt beholde hende, så længe hun er sund og rask, og så sørge for at hun får masse af social kontakt fra jer.

Venlig hilsen Veterinærsygeplejerske Christina Vildershøj

Print Friendly, PDF & Email