Roskilde Dyrskue 2011

Allerede sidste år begyndte forberedelserne i kreds 1, så småt til deltagelsen på Roskilde Dyrskue i weekenden d. 3-5. juni 2011. Roskilde Dyrskue er landets største (i år med over 97.000 besøgende), og vi blev derfor hurtigt enige om, at det bestemt var på tide at få repræsenteret Dansk Marsvineklub på dyrskuet. I år var første gang klubben var med til denne årlige begivenhed, men forhåbentlig ikke sidste!
Onsdag inden weekenden gik vi i gang ude på dyrskuepladsen. Der blev hentet telt, borde, stole, bure og standen blev sat op på den plads vi havde fået tildelt, i det område der kaldes ”Have og Livsstil”. Torsdag fortsatte forberedelserne med klargøring af bure, opsætning af info materiale, billeder og meget mere. Standen begyndte hurtigt at tage form og med ”Dansk Marsvinklub”-banneret sat op ude på teltet, var vi endelig klar.

Fredag morgen startede tidligt, da alle dyr skulle indsynes af en dyrlæge kl. 7.00, og derefter i bure. 
De medbragte dyr/racer betod af følgende; CH-teddy, Teddy, Sheltie, Satin Sheltie, Ensfarvet Creme, Ensfarvet Hvid Rø, Enfarvet Chokolade, Gyldenagouti, Orangeagouti, Orangeargente, Satin Organgeagouti, Satin Gyldenargente samt et antal kæledyr med og uden hvirvler.  I alt 21 marsvin. 
Dyrskuet åbnede for besøgende fredag kl. 8.00, og så gik det ellers løs. Vi havde regnet med knap så mange mennesker pga. vores beliggenhed på pladsen, men der var hurtigt fyldt med mennesker i og udenfor vores telt. Folk var meget begejstrede over al informationen, de gratis foderprøver, fremvisning af racedyr i udstillingsbure og dyrene i hjemlige omgivelser, samt dyrene i løbegården, der var sat op i skyggen udenfor teltet.

Der var fremvisning af forskellige slags strøelse; spåner, bøgeflis, presset papir og hamp. På bordet inden i teltet lå marsvinbøger, anatomibøger, Agurketidende mm. til gennemsyn, samt pasningsvejledninger og infofoldere om DMK. Ud over det havde vi information omkring hvad der er godt at have i sit hjemmeapotek i tilfælde af sygdom hos sine dyr. Alle tingene i hjemmeapoteket var selvfølgelig noget der kan købes uden recept (f.eks critical care til tvangsfodring, frontline til behandling af lus, fibreplex til brug ved blød mave mm.), da receptpligtig medicin og akut sygdom iøvrigt kræver tilsyn af en dyrlæge.
Rosetter, pokaler, billeder fra udstillinger, DMKs standard mm. var også sat frem til inspiration for de besøgende, og der var selvfølgelig uddeling af alle DMKs infoark.

Varmen var hård for både os og dyrene, men vi var forberedt og dyrene fik masser af væskeholdigt grønt, frosne køleelementer i burene, der var blæser sat op i teltet, der var åbnet i alle hjørner og den ene teltvæg blev rullet op, for at få frisk luft ind til dyrene. Ud over det kom dyrene på skift ud i løbegården, der stod i skyggen, hvor der var køligt.      
Fredag aften sluttede kl 20.00, hvor dyrene blev dækket over med tæpper, da natten stadig er kold, og teltet blev lukket.

Lørdag startede igen tidligt og vi var på pladsen kl. 7.30, hvor vi startede med at rense alle bure så der var pænt til endnu en travl dag. Vi fik besøg af mange glade mennesker og også garvede dyrskuegængere, der var meget glade for nu også at kunne se marsvin på pladsen. En hel del besøgende blev overrasket da det gik op for dem at et marsvin ikke bare er et marsvin, men der findes racer som hos alle andre dyrearter. Vi brugte i øvrigt meget tid på at oplyse de besøgende om at marsvin er sociale dyr og har brug for en ven af samme art, samt at dyrene har brug for et ordentligt foder, og masser af hø og grønt.
Der var selvfølgelig også rig mulighed for at røre ved marsvinene og på den måde komme helt tæt på. Vi skiftedes til at have dyrene ude af burene, så hvert enkelt dyr fik rigelig tid til at slappe af og spise, men alle dyrene tog det hele med ophøjet ro. 
Der var også tid til at sidde med dyrene, mens de besøgende børn kunne fodre dem, et stort hit!

billede1billede2

billede3

billede4

billede5

billede6

billede7

billede8

billede9 billede10

billede11

billede12

billede13

billede14

billede15

En del af DMK