Må marsvin gå alene?

Spørgsmål:
Hej.
Jeg har et spørgsmål. Jeg mener jeg har læst eller hørt at det er bedst og have 2 marsvin da 1 marsvin kan blive så deprimeret at det hverken vil spise el. drikke og mere el. mindre bare ligger sig til at dø. Kan det passe? Håber I kan hjælpe.
hilsen Peter.

Svar:
Hej Peter
Marsvin er flokdyr og meget sociale, så ja, de trives så afgjort bedst med en makker. Når de har en marsvinepartner, er de mere livlige og får lov at udfolde deres sociale adfærd, og de spiser også bedre, da der så vil være konkurrence om maden.
Jeg tror ikke de ligefrem lægger sig til at dø, hvis ikke de har en makker, men man kan godt opleve at et marsvin, der er tæt knyttet til sin makker, og som pludselig bliver alene, kan blive deprimeret og virke trist og mindre aktiv. Så er det bedre at få en ny makker.
Det kræver ikke særlig meget mere at have to marsvin fremfor et: et bur på min. 100×50 cm er at foretrække til to. De vil være glade for et hus eller en hule hver, men madskål og drikkeflaske kan de sagtens deles om. Og så er der den fordel at man ikke skal få dårlig samvittighed hvis man ikke har tid til at tage dem ud og nusse med i timevis hver dag (som man bør hvis man holder marsvin alene), da de har hinanden og ikke lider socialt afsavn.
Hvis du påtænker at anskaffe et marsvin til et du allerede har, er det værd at læse vores info-ark ”Når marsvin skal sættes sammen”, som du finder på vores hjemmeside under ”Om marsvin”.

Venlig hilsen Veterinærsygeplejerske Christina Vildershøj

Marsvin blevet alene

Spørgsmål:
Hej
Vi skriver til jer, fordi vi står i den uheldige situation, at vi lige har måttet aflive et af vores to marsvin. Hunnen vi har tilbage er ikke mere end et år gammel og vi har læst flere steder, at det er på grænsen til dyrplageri kun at have ét marsvin gående. Vi tænker om det derfor er muligt, at i kan formidle kontakt til en person eller organisation, der har marsvin i København som de gerne vil af med og som vi kan få/købe? Vores marsvin er en Teddy, men det er underordnet for os om et nyt marsvin skulle være af samme race.
Vi håber meget i kan hjælpe os med dette.

De bedste hilsener
Cecilia og Jonatan

Svar:
Hej Cecilia og Jonatan
Det er helt rigtigt at marsvin trives bedst med en makker, og når jeres hun ikke er ældre er det oplagt at finde en ny.
I kan finde en liste over opdrættere på vores hjemmeside, og kontakte dem for at høre om de har unger til salg. Herudover findes der flere grupper på Facebook, hvor der sælges marsvin. Og endelig er der Dyreværnet i Rødovre, som måske har marsvin til formidling.
Jeg vil anbefale jer en kastreret han eller en hununge som selskab til jeres et år gamle hun. Så vil det være nemmere at få dem til at enes. Læs gerne vores info-ark ”Når marsvin skal sættes sammen”, som I finder på hjemmesiden under ”Om marsvin”.

Venlig hilsen Veterinærsygeplejerske Christina Vildershøj

Dødfødt marsvineunge

Spørgsmål:

Hej.

For ca. 7 uger siden fødte mit marsvin 4 dejlige marsvineunger.

I sidste uge kørte vi til et marsvinehjem med hannen og de 3 af ungerne.

Vi beholdte den ene hun selv, som går fint sammen med moderen.

Moderen har været meget søgende og vil gerne op. Hun har ikke været sig selv efter fødslen. Har også afvist ungerne. Dette troede jeg blot, at det var fordi hun mente de var blevet for store til at få mælk fra hende.

Hendes vejrtrækning var som hun hev efter vejret.

Dette forsvandt dog efter vi havde afleverer de 3 af ungerne. Så jeg troede hun havde været stresset.

Hendes søgen til os og meget nær til os når vi havde hende op undrede mig lidt og ville se tiden an.

Det blev så her til morgen, da jeg gav dem mad og fandt en ”klump” i buret. Da jeg kiggede nærmere var det en død unge.

Jeg blev forskrækket for så har hun haft den døde unge i sig i 7 uger efter fødslen.

Så det er derfor hun har ”opført” sig underligt.

Kan hun tage skade af dette ?

Og er det normalt, at dette sker at have det døde marsvin i sig i så lang tid ?

Hvad sker der med hende ?

Hvad skal / kan jeg gøre ?

Jeg ser frem til at hører fra jer, da jeg fik noget af en ubehagelig overraskelse.

På forhånd tak.

Med venlig hilsen

Anja Pedersen

Svar:

Hej Anja

Det lyder ikke som en rar oplevelse. Kunne du se om ungen var færdigudviklet med pels og det hele? Jeg tænker der er tre muligheder her:

  • Hun har haft en mummificeret unge, som har været død og i stedet for at rådne er mummificeret, og heldigvis ikke har gjort hende mere syg (de kan blive meget, meget syge af en død unge der ligger og rådner inden i dem). Den er så kommet ud nu.
  • Hun er blevet drægtig lige efter fødslen (hvis hannen har fået lov at være sammen med hende?) og nu aborteret en unge i 7. uge. I så fald ville jeg ikke forvente at den var fuldt udviklet og måske var nøgen.
  • Hun har været drægtig med to forskellige kuld på en gang. Det kan godt lade sig gøre at hun først er blevet drægtig med et kuld og så i løbet af drægtigheden er blevet det igen, med et andet kuld, men det er yderst sjældent vi oplever det.

Uanset, så er det vigtigste her og nu at hun spiser og har det godt. Hold meget øje med at hun bliver ved at spise, og tag straks til dyrlægen hvis hun ikke vil spise, sidder med hovedet ind i et hjørne og strittende pels eller savler og lugter grimt ud af munden. Kræs for hende, så hun får masser af god mad, altså godt hø, græs, mælkebøtteblade og andet grønt, og et tørfoder hun kan lide.

Venlig hilsen Veterinærsygeplejerske Christina Vildershøj

Skrigende marsvin

Spørgsmål:
Hej.

Jeg har fået 2 marsvin for noget tid siden, som kommer fra et internat da en af dem blev forladt på gaden i en papkasse. Hun fik unger, og jeg har så moren og 1 unge. Ungen er 2 en halv måned, og skriger så det er ved at drive mig til vanvid. Jeg har læst at unger skriger efter deres mor, når de ikke kan finde hende. Men hver gang jeg har hende oppe skriger hun helt vildt og kan ikke side stille. Generelt er hun meget energisk og løber rundt hele tiden, men hun skriger virkelig højt. Og når moren er oppe, skriger hun også helt vildt. Det er ekstremt højt. Ved ikke om det er fordi hun føler sig utryg, har ondt, eller helt simpelt bare leder efter sin mor. Men tænker at hun er ved at være så gammel, at det i det mindste skulle have været blevet bedre.

Kan i hjælpe mig?

Mvh Caroline

Svar:

Hej Caroline
Nogle marsvin hyler væsentligt højere end andre og er mere socialt knyttet til andre marsvin. Det kunne godt lyde som om du har sådan en. Med tiden bliver det forhåbentlig bedre, når hun lærer at det er okay at være oppe hos dig. Der er et par ting du kan prøve for at hun skal blive mere rolig hos dig: Du kan starte med at have dem op sammen, så hun kan se af morens adfærd og ro at det er i orden at være hos dig. Når du så har hende oppe alene, så prøv at give hende lidt godbidder, f.eks. græs, mælkebøtteblade eller agurkeskiver, så hun får en god oplevelse hos dig.
For lige at være helt sikker på der ikke er noget galt med hende, så kig gerne hendes hud og pels grundigt igennem: se efter sår, hårløse pletter og kraftige skæl. Og læg mærke til om hun klør sig meget eller skriger når du rører ved hende. Hvis hun gør det eller har nogle af de nævnte symptomer kan det være tegn på skab, som kræver dyrlæge.

Venlig hilsen Veterinærsygeplejerske Christina Vildershøj

Tisseri

Spørgsmål:
Hej brevkasse
Vi har 2 hun marsvin, de kan godt skændes, men har fundet en rytme sammen.
Der er en måneds tid i aldersforskel.

Mit spørgsmål er: alle skriver om, at have marsvin på sofaen, gulvet mm, men vores to tisser på underlag/os, selvom de godt kan lide at være oppe/ude.
Det skal siges de får mange grøntsager og har adgang til hø, tørfoder uden korn, og snackstænger uden korn eller sødt. Og vand selvfølgeligt. I starten tissede de to bestemte steder, men nu tisser de raden rundt i buret. Jeg prøvede et toilet til dem uden held.
Jeg har vores hvide roset marsvin mistænkt for at se dårligt, hun reagerer på lys/skygge,
Men orienterer sig ved lyde fra det andet marsvin og dufte. Hun er den mest utætte.
Hun var ikke håndtam da vi købte hende 9 uger gammel. Og har vist gået alene en tid.
Den anden der er 4-5 uger yngre, er den der styrer dagligdagen i buret. Dog uden nævneværdig ballade.
Venlig hilsen
Pernille Lager

Svar:

Hej Pernille
Marsvin er ikke sådan at få renlige, ligesom man kan med hunde, katte og kaniner. At de tisser når de er ude er helt normalt og egentlig nok mere et udtryk for at de har det rart hos jer. Prøv at lægge mærke til de små signaler når de skal tisse: ofte blive de urolige og begynder at bide i håndklæde eller bluse, og lige inden de tisser bakker de og løfter enden lidt. Hvis du når at lægge mærke til det inden de tisser, så kan du nå at sætte dem ind, så I ikke har uheld udenfor buret. Og ellers er det en god idé at lægge et stykke voksdug under det håndklæde du sidder med dem på, så dine bukser ikke bliver våde.
I buret vil de som regel også tisse der hvor de nu har det godt, som regel inde i husene. Så der kan du vænne dig til at rense de våde pletter i buret lidt oftere, så det ikke lugter for meget og de ikke skal ligge oveni de våde spåner.
Hvis dit hvide marsvin har røde øjne, kan hun godt være lidt mere lysfølsom. Mon det er det du oplever? Og ellers så ses det jo nogen gange at marsvin er blinde eller ikke ser så godt, men ofte klarer de hverdagen fint alligevel, især hvis du som ejer hjælper ved ikke at flytte for meget rundt og snakke når du kommer for at tage hende op, så hun ved du er der. Hvis hun går og kniber øjnene sammen og har pus fra øjnene eller en mat grålig overflade på øjet, bør hun undersøges af dyrlægen.

Venlig hilsen Veterinærsygeplejerske Christina Vildershøj