2 hanner sammen

Spørgsmål:
Hej,

Vi overtog en han, Mimse, på ca. 1,5 år for 3 måneder siden. Den har desværre gået alene hele sit liv, og har i perioder også været ret forsømt.

I løbet af kort tid hos os blev den meget tam. Sov med lukkede øjne i vores skød, slikkede på os, snakkede og kaldte når vi kom ind af hoveddøren.

Dens bur stod i stuen, så den ikke følte sig alene og altid kunne høre os.

Efter vi overtog Mimse læste jeg, at de er flokdyr. Vi valgte derfor at få en han, Bum, mere. Bum kommer fra en hobby-opdrætter og var 5 uger da vi fik den med hjem for 2 måneder siden.

Vi gjorde buret godt rent, købte ekstra madskål, større hus og startede forfra.

Buret står nu i en mellemgang, men de kan altid høre os.

Lige fra starten ville Bum ligge tæt med Mimse. Mimse virkede irriteret. Den prøvede at parre sig med Bum og den brummede rigtig meget.

Nu er der gået 2 måneder. Bum vil stadig ligge tæt med Mimse. Mimse virker stadig irriteret. Nu brummer de begge to. Sommetider skærer de også tænder og står på bagben overfor hinanden. Hvis de engang imellem jagter hinanden, er det Bum der starter det. Hvis Mimse synes Bum bliver for træls eller for nærgående, kan den godt bide ud efter Bum. Men den tager ikke fat. Den markerer kun.

De snakker også sammen og spiser sammen, men jeg kan alligevel ikke helt finde ud af, om de har det godt sammen.

Mimse elsker at være i hænder. Så vil den bare gerne putte lige så stille.

Bum vil også gerne, men er mere “hyppe”. Den vimser rundt og snuser og bider lidt tæpper og hvad nu den ellers støder på. Ser den Mimse, gør den ALT hvad den kan, for at komme hen til den. Så begynder Mimse at brokke sig – den vil have fred.

Hvordan skal jeg tolke deres adfærd? Skal de blive sammen eller kan Mimse overhovedet vænne sig til en artsfælle, efter at have været alene så længe?

Håber I kan hjælpe!

Venlig hilsen
Johanne Simonsen

Svar:

Hej Johanne
Det lyder rigtigt nok som om Mimse ikke får helt det samme ud af forholdet som Bum gør. Bum opfører sig som en rigtig teenagehan, som skal prøve af hvor meget han kan komme til at dominere den ældre han, og derfor ender det i konflikter hvor de skærer tænder og prøver at vise hinanden at de er højere (står på bagben/løfter hovedet). Har de plads nok i buret? Min. 100×50 cm, gerne mere. Og et hus hver? Sådan at de kan gå hver til sit.
Marsvin ER jo flokdyr og får bedst opfyldt deres sociale behov med en artsfælle. Jeg ville se det an noget tid endnu og se om der efterhånden kommer mere ro på eller om forholdet eskalerer. Det er klart, I skal ikke ud i at de kommer op at slås og bider hinanden – så skal de skilles ad. Hvis I ender der, så er det måske bedst for Mimse at få lov at være solo-marsvin, når nu I giver ham så meget opmærksomhed, eller evt. få ham kastreret og prøve med en sød hun. Det kan sagtens være en helt anden oplevelse, når det er en hun, end en hormonfyldt unghan. Jeg tror ikke jeg har oplevet nogen hanner afvise en hun. Og så enten kastrere Bum også og få en hun til ham eller finde et nyt hjem til ham.

Venlig hilsen Veterinærsygeplejerske Christina Vildershøj

Print Friendly, PDF & Email